Nyt fra grundejerforeningen

NYT FRA Grundejerforeningen

Afmærkning

Vi har nu endelig fået afmærkning på asfalten for hhv. 5 og 10m parkeringsafstand fra adgangsvejene. De er sat i henhold til etapernes ønsker samt brandmyndighedskrav. Vær opmærksomme på disse afmærkninger når I parkerer.

Parkeringskort

P-zone overtager ved årsskiftet administration af P-kort, og i den anledning får vi nye kort (uændret antal). Nye kort vil blive lagt i alle postkasser i god tid, og information vil blive tilsendt alle ejere. Udover dette vil der blive opsat information i alle opgange.

Miljøstation.

Der kommer nu lås på den store miljøstation igen. For nemhedens skyld skal nøglen, som anvendes til lejligheden, også benyttes til den store miljøstation fremover. Montering af lås på den store miljøstation er med baggrund i, at bl.a. fremmede har anvendt miljøstationen som afleveringsplads for alt slags affald. HUSK: Ingen storskrald, udgifter til oprydning og sortering betales af alle – også de personer, som respekterer vores affaldsordning. Låsen bliver denne gang fastmonteret, så den ikke kan fjernes.

Storskraldscontainer.

Der gøres nu forsøg med jævnlig container til opsamling af storskrald. Første gang vil containeren blive opsat for enden af Øresund Parkvej v/Etape 3 i begyndelsen af november og være til disposition i 2 dage. Ikke længe, så det gælder om at være klar. Herefter evalueres forsøget. Er det en succes kommer servicen til at fortsætte. Nærmere information vil blive opsat i opgangene i slutningen af oktober.

Børn og biler.

Igen-igen! SÆT FARTEN NED. DER KØRES MED AL FOR HØJ HASTIGHED PÅ ADGANGSVEJE.

Trivsel og sikkerhed er vigtig i Øresund Strandpark. Der er mange små børn i bebyggelsen nu, og mange er på hjul i en tidlig alder, og kommer måske hjulende som en efternøler i en søskendeflok. Derfor opfordrer vi alle bilister til at køre langsomt og opmærksomt, gerne stoppe helt op ved udkørsler over fortovet eller alle steder hvor der kan være dårligt udsyn, f.eks. pga. cykelskure. Indtil nu er det gået godt.

Fartnedsættende foranstaltninger diskuteres i G/F, hvilket alle Etaper er positivt stemt overfor, idet hastigheden på adgangsveje ikke respekteres. Det vil dog være dejligt, hvis vi kunne klare os med gensidigt hensyn.

God sensommer til alle!

Grundejerforeningen.