Ordensregler for fællesområder
Formål
Formålet med disse ordensregler er at fastsætte bestemmelserne for brug af og ophold på vores fællesområder i Øresund Strandpark Grundejerforening, 2300 København S, samt sikre de bedst mulige rammer for vort fællesskab.
Det er derfor hver enkelt beboers ansvar at leve op til reglerne og værne om de fælles rammer, således at andre beboere ikke oplever gener i hverdagen.
Generelt
Vores fællesarealer, herunder det store fælles grønne område mellem Etape 3 og 4 (”Grønningen”) er til for os alle og til for at blive brugt. Derfor er det vigtigt, at vi alle tager hensyn til hinanden og passer på området og dets indretning.
Det er dermed de enkelte beboeres ansvar, at fællesarealerne holdes pæne og ryddelige. Du skal derfor sørge for, at legetøj fjernes efter brug (se under ”Leg og boldspil mv.”), og at affald og andre effekter ikke efterlades på fællesarealerne.
Du skal også sørge for, at støj fra musik, højlydt tale, husdyr, leg og børn minimeres, så der tages hensyn til de øvrige beboere.
Det er ikke tilladt at have drikkelag på Grønningen.
Der bør generelt være ro på arealerne efter kl. 22:00. Fest, leg og sport mv. skal altid finde sted under hensyntagen til de øvrige beboere.
Aktiviteter, der medfører et støjniveau som kan genere andre, må aldrig finde sted mellem kl. 22:00 og 09:00 på hverdage, søndage og helligdage efterfulgt af en hverdag.
Cykler
Du skal anbringe cykler skal i cykelstativer, cykelskure eller i egen have. Det er kun tilladt at cykle på de indrettede stier. Cykling på græsarealer er ikke tilladt.
Leg og boldspil mv.
Alle børn er velkomne. Også børn, der ikke bor i Øresund Strandpark. Små børn skal være ledsaget af en voksen.
Husk at have det sjovt – men også at undgå mere larm end nødvendigt.
Legesager samles og medtages eller efterlades i sandkasse eller legecirkler.
Boldspil skal foregå på de grønne fællesarealer. På Grønningen dog kun på den brede del. Den smalle del er forbeholdt legepladsområdet.
Leg – eller anden adfærd – må ikke forvolde skader på den fælles beplantning, herunder hække og træer.
Boldspil op ad husmure og på de fælles stier/veje er ikke tilladt.
Som forælder/ledsager til børn har du det fulde ansvar for børnenes færden på de fælles områder og eventuelle skader forvoldt af disse. Leg på legepladsen foregår på eget ansvar. Børn bør være under opsyn i forbindelse med leg på legepladsen.
Husdyr
Du må gerne have husdyr med på fællesarealerne, såfremt de holdes i snor/er i bur.
Husdyrs efterladenskaber skal straks fjernes.
Grill og bål
Det er ikke tilladt at lave bål eller have anden form for åben ild på området.
Du må gerne grille. Men husk at placere din grill således, at du generer naboerne mindst muligt og undgår at efterlade brændemærker på planter, græs, bænke mv.
Husk også at tage din grill med dig, når du går og undlad af hensyn til brandfare at smide engangsgrill i affaldsskakterne.
Arrangementer, telte og pavilloner
Du må gerne holde en fest, konfirmation eller reception på Grønningen (Det brede område mellem etape 3 og 4). Du skal blot aftale det med Grundejerforeningen forinden.
Ønsker mange at afholde arrangementer indenfor den samme periode, kan Grundejerforeningen afvise en anmodning.
Ved arrangementer gælder disse ordensreglers bestemmelser for støj, grill mv.
Det er dig som arrangør, der har ansvar for, at dine gæster overholder husordenen, og at arealet efterlades i samme stand, som ved arrangementets start.
Miljøstationen
Miljøstationer må ikke anvendes efter kl. 22.00.
Skade på Grundejerforeningen Øresund Strandparks arealer
Beboerne opfordres til straks at foretage anmeldelse til bestyrelsen, hvis der sker skader på fællesinstallationer, fællesledninger eller lignende. Noter venligst skadens art, skadested, navn/firma på skadevolder og skadeanmelders navn samt adresse og aflever dette til bestyrelsen, så skaderne kan blive udbedret hurtigst muligt.
Hærværk samt overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen anmeldes til Politiet.
MC parkering
Motorcykler må kun parkeres på de afmærkede MC pladser. Ved parkering skal en plade placeres under støtteben således at asfalten ikke bliver ødelagt.
Revideret 24. juni 2022