Bestyrelsesmøde
Øresund Strandpark, Etape 5
Bestyrelsesmøde torsdag den 3. december 2020 kl. 19.00
Til stede: Flemming Sørensen, Arne Jensen, Bodil Sørensen, Peter Koefoed og Hanne Jørgensen.
Referat
1. Valg af referent
Flemming blev valgt.
2. Godkendelse af referat fra sidste bestyrelsesmøde
Referat er tidligere godkendt elektronisk. Der var ingen yderligere bemærkninger.
3. Orientering
- Der gennemføres nu 1. års gennemgang vedr. gulvprojektet. Der afholdes møde vedr. anmeldte fejl og mangler onsdag d. 9. december 2020.
- Der er konstateret problemer med varmen i opgang 3. Jimmi har efterfølgende oplyst, at problemet er, at anlægget taber vand. Han vil nu undersøge, om der er en utæthed i systemet.
- Ejerforeningen har bestilt en maler til reparation af loftet i den lejlighed i opgang 10, der har været ramt af vandskade fra taget.
- En beboer har spurgt til reglerne for opsætning af ny emhætte i forbindelse med etablering af nyt køkken. Det er vigtigt, at emhætten bliver tilsluttet det centrale ventilationsanlæg. Det betyder, at emhætten ikke må være forsynet med en motor, men alene med åbne/lukke spjæld. Hvis ovennævnte forhold er opfyldt, er der ikke krav til et specielt mærke. Beboeren er orienteret.
- En beboer har observeret en rævegrav i højen ud mod Øresundsvej. Bodil meddelte, at det er lovligt at tilkaste rævegrave udenfor ynglesæsonen. Billede af rævegraven er videresendt til grundejerforeningen.
4. Nyt fra grundejerforeningen
- Bodil har trukket sig som formand og medlem af bestyrelsen. Peter er herefter etape 5´s repræsentant. Bestyrelsen har udpeget Samal som ny suppleant.
- Peter er på det afholdte konstituerende møde i grundejerforeningen blevet valgt som ny formand.
5. Ny miljøstation
- Københavns Kommune har nu fremsendt byggetilladelse til opførelse af en overdækket miljøstation ved Sundby Parkvej 7. Byggetilladelsen er gældende i et år.
- Arbejdsgruppen, der er nedsat til at se på alternative placeringer af miljøstationen, har indkaldt beboerforslag, som er ophængt i opgangene. Forslagene omfatter også en placering, som ligger udenfor etape 5`s område. Gruppen har tidligere foreslået, at der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, men det er ikke muligt på grund af forsamlingsforbuddet. I øvrigt skal den endelige beslutning om placeringen træffes i grundejerforeningen. Peter vil tage en snak med medlemmerne af arbejdsgruppen vedr. det videre forløb.
6. Økonomi
- Budgettet følges pænt og med en positiv afvigelse på vedligeholdelsesudgifterne.
- Arbejdernes Landsbank har meddelt, at der fremover skal betales negativ rente på 0,60% på indestående udover 250.000 kr. Ejerforeningen har indtil nu alene betalt 0,25% for indestående udover 1 mio. kr.
7. Bekey
- FK Distribution har bekræftet, at ejerforeningen skal godkende de enkelte brugeres anvendelse af nøglesystemet og at ejerforeningen til hver en tid kan tilbagekalde en godkendelse. Det er herefter accepteret, at nøglesystemet etableres i etape 5. Det forudsættes, at alle etableringsudgifter og efterfølgende vedligeholdelsesudgifter er ejerforeningen uvedkommende.
8. Vedligeholdelsesplan
- DEAS har meddelt, at de har mulighed for at udarbejde en vedligeholdelsesplan fra medio januar og en måned frem. Bestyrelsen har accepteret.
9. Cykelstativer
- Ejerforeningen har modtaget tilbud fra en smed på opsætning af cykelstativer med fastgørelse på indersiden af cykelskurene. Det skulle give bedre plads, men løsningen er umiddelbart ret dyr. Arne og Peter vil overveje billigere løsninger.
10. Afkalkningsanlæg
- Ejerforeningen har tidligere modtaget materiale vedr. alternative afkalkningsanlæg baseret på hhv. ultralyd og elektromagnetisme. Peter vil nu fremskaffe pristilbud. Bestyrelsen vil herefter overveje de forskellige alternativer.
11. Bredbånd
- Peter og Samal har tidligere fremskaffet materiale og modtaget pristilbud på forskellige muligheder for en hurtigere bredbåndsforbindelse. Peter har nu oplyst, at han har fået en meget hurtig bredbåndforbindelse via YouSee – Coax – gennem TDCs kabler. Bestyrelsen har herefter besluttet, ikke for nærværende, at gå videre med overvejelse af alternative fiberløsninger.
12. Kælder
- Arbejdet i kælderen følger planen. Det er oplyst, at der vil blive fyldt beton i 1. etape af kælderen – 5/6 – mandag d. 7. december.
- Opgravning og tætning af soklen følger også stort set planen. Lægning af fliser ud mod parkeringspladsen er lidt forsinket, idet Adserballe og Knudsen har været travlt beskæftiget med at færdiggøre arbejdet ved etape 4. Frederik Spanning fra Adserballe og Knudsen har lovet, at den samlede tidsplan vil holde, såfremt der ikke kommer vejrmæssige udfordringer.
13. Næste møde
- Tirsdag d. 19. januar 2021 kl. 19.00 hos Erik.
14. Eventuelt
- Bestyrelsesmiddagen blev, med baggrund i coronasituationen, aflyst. Det samme gælder den traditionelle nytårskomsammen for beboerne.
- Bodil oplyste, at vi fortsat afventer tilbud på ny hjemmeside. Bodil vil i øvrigt foretage en ajourføring af hjemmesiden.
- Flemming oplyste, at vi på et tidspunkt skal have revideret vores vedtægter. Et af de punkter der skal ændres, er brugsretten til terrasserne, som ifølge vedtægterne alene er gældende i 30 år.