Vedtægter
Vedtægter for E/F Øresund Strandpark Etape 5, vedtaget i 2025.
§1. Indledning, navn og hjemsted
1.1. Denne vedtægt regulerer forholdene i ejerforeningen, herunder foreningens tilknytning til den overordnede Grundejerforening Øresund Strandpark.
Vedtægterne er udarbejdet på baggrund af de emner som Bekendtgørelse nr. 1738 af 29. november 2020 indeholder, men er udarbejdet som en SÆRVEDTÆGT i henhold til foreningens tinglyste særvedtægt samt tillæg hertil og nye vedtægtsbestemmelser besluttet på generalforsamling.
1.2. Ejerforeningens navn er “Ejerforeningen Øresund Strandpark Etape 5”,beliggende Sundby Parkvej 1-8 og 10, 2300 København S.
1.3. Ejerforeningens hjemsted er Københavns Kommune.
§2. Formål
2.1. Ejerforeningens formål er at eje og administrere alle fællesanliggender i og tilhørende ejendommen matr. nr. 1578 Sundbyøster, København, ejerlejlighederne 1-92, jævnfør kortbilag 1, herefter benævnt ejendommen.
2.2. Udover de parkeringspladser, der er anlagt/anlægges på ejendommens terræn, kan kommunen eventuelt kræve, at der på et naboareal (område 1 C i lokalområdet) etableres et parkeringshus med en kapacitet svarende til 1 parkeringsplads pr. 300 m2 opført etageareal. Hvis parkeringshuset bliver opført, og hvis/når det forlanges, er ejerforeningen pligtig til vederlagsfrit at overtage den forholdsmæssige andel af parkeringshuset og for egen regning at forestå fremtidig drift og vedligehold heraf.
2.3. Ejerforeningen er således berettiget og forpligtet til i overensstemmelse med nærværende vedtægter at opkræve fællesbidrag og betale fællesudgifter samt tegne forsikringer og sørge for drift af de under § 2.1. angivne fælles områder, herunder eventuelle ledninger i jord samt foretage fornøden renholdelse, renovation, vedligeholdelse og fornyelse.
2.4. Som medlem af “Grundejerforeningen Øresund Strandpark” (herefter ”Grundejerforeningen”) skal ejerforeningen repræsentere foreningens interesser.
2.5. Grundejerforeningens formål er at forestå drift og vedligeholdelse af fælles anlæg, herunder udenomsgrundarealer, øvrige fællesarealer og eventuelle fællesrum/fællesbygninger indeholdende fælles forsynings- eller serviceinstallationer samt veje, stier og p-anlæg, der hører til de bebyggelser, der er opført/opføres på grundejerforeningsområdet, dvs. området bestående af matr. nr. 4497, 4503, 4522, 4530 og 1578 Sundbyøster, København. Grundejerforeningen har ansvaret for samtlige arealer uden for de enkelte ejerforeningsbygningers ydervægge, hvad enten disse udgøres af selve ejendommens vægge eller de til ejendommen hørende terrassers yderafskærmning, hvad der måtte være yderst. Der henvises til vedhæftede kortbilag 2.
2.6. På matr.nr. 4497 Sundbyøster, København (etape 1) er anlagt 26 P-pladser ud mod Lergravsvej (hele første række parkeringspladser ud mod Lergravsvej). Parkeringspladserne skal tjene som gæsteparkering for bebyggelsen på matr.nr. 4497 Sundbyøster, København, samt de øvrige bebyggelser i Grundejerforeningen. Såfremt der i forbindelse med opførelse af ny bebyggelse ikke er mulighed for at opfylde lokalplanens bestemmelse om etablering af 2/3 af parkeringsbehovet i terræn, kan parkeringspladserne benyttes som beboerparkering i Grundejerforeningen. Der er tinglyst særskilt deklaration derom. Arealet vedligeholdes af Grundejerforeningen Øresund Strandpark, som også forestår fejning og snerydning.
2.7. Ejerforeningens medlemmer er således forpligtet til at respektere, at ejerforeningens grundarealer med derpå værende anlæg, som tjener fælles formål, drives, vedligeholdes og administreres af Grundejerforeningen. Ejerforeningen er i denne forbindelse forpligtet til at respektere eventuelle deklarationer, som nærmere fastsætter eventuelle hensigtsmæssige regelsæt for benyttelse, drift og vedligeholdelse af grundarealer uden for de enkelte ejerforeningers beboelsesbygninger og haveterrasser.
2.8. Sædvanlige ejerbeslutninger med hensyn til anvendelse af ejerforeningens grundareal uden for nærværende ejerforenings beboelsesbygning og haveterrasser er således henlagt til Grundejerforeningen.
2.9. Ejerforeningen og dens medlemmer skal endvidere respektere, at sædvanlige beslutninger vedrørende de i § 2.5 fælles arealer af Grundejerforeningens bestyrelse kan sættes til bindende afstemning ifølge Grundejerforeningens vedtægter blandt medlemmerne af ejerforeningerne, som er repræsenteret i Grundejerforeningen. Sådanne beslutninger omfatter blandt andet beslutninger vedrørende etablering af nye fælles installationer/anlæg, renovering/modernisering af eksisterende fælles installationer og anlæg, ændringer i beplantning og beplantningsplan, optagelse af lån, samt enhver anden disposition, som Grundejerforeningens bestyrelse finder egnet til en sådan afstemning.
§ 3. Medlemmer
3.1. Som medlemmer af ejerforeningen er samtlige ejere af ejerlejligheder i ejendommen.
3.2. Enhver ejerlejlighedsejer er forpligtet til at være medlem af foreningen. Medlemspligten indtræder på overtagelsesdagen. Medlemskabet af foreningen og ejendomsretten til ejerlejligheden skal stedse være sammenhørende.
3.3. Den nye ejer kan dog først udøve stemmeretten, når ejerforeningen skriftligt har modtaget underretning om ejerskiftet.
3.4. Den tidligere ejers medlemskab ophører samtidig med den nye ejers indtræden, men den tidligere ejers forpligtelser over for ejerforeningen ophører dog først. når den nye ejers skøde er endeligt og tinglyst uden præjudicerende retsanmærkninger, og når samtlige eventuelle forpligtelser og restancer pr. overtagelsesdagen er opfyldt og betalt.
3.5. Den til enhver tid værende ejer af en ejerlejlighed under ejerforeningen indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser over for ejerforeningen og hæfter således bl.a. for den tidligere ejers restancer til ejerforeningen af enhver art og til enhver tid.
§ 4. Hæftelsesforhold
4.1. Medlemmerne hæfter subsidiært, personligt og solidarisk efter ejerlejlighedens fordelingstal for ejerforeningens forpligtelser over for tredjemand.
§ 5. Generalforsamlingen
5.1. Generalforsamlingen er ejerforeningens øverste myndighed.
5.2. De af bestyrelsen trufne afgørelser kan af ethvert medlem, hvem afgørelsen vedrører, indbringes for generalforsamlingen.
5.3. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved stemmeflerhed efter fordelingstal, medmindre andet følger af ejerlejlighedsloven eller denne vedtægts §§ 5.4-5.9.
5.4. Generalforsamlingens beslutninger om væsentlige forhold træffes med tilslutning fra mindst 2/3 af ejerne i foreningen efter fordelingstal og antal, medmindre andet følger af ejerlejlighedsloven eller denne vedtægts §§ 5.7-5.8. Beslutninger om væsentlige forhold omfatter:
- Vedtægtsændringer.
- Begrænsning af ejernes ret til korttidsudlejning, jf. § 29.2.
- Sikkerhedsstillelse, jf. § 21.
- Fordeling af forbrugsudgifter og lignende efter andet end fordelingstal, hvor dette fører til, at hver ejer vil komme til at betale for sit individuelle, faktiske forbrug.
5.5. Beslutninger om væsentlige og varige ændringer eller andre væsentlige dispositioner over fællesejendommen træffes med tilslutning fra mindst 2/3 af ejerne i foreningen efter fordelingstal og antal, jf. dog § 5.7. Beslutninger om væsentlige og varige ændringer eller andre væsentlige dispositioner over fællesejendommen omfatter især følgende eller lignende beslutninger:
- Godkendelse af elevator- eller altanprojekter, såvel ved etablering af nye altaner, udvidelse af eksisterende og ændringer af fællesejendom, som en sådan beslutning medfører. Udgifterne i forbindelse med sådanne projekter skal afholdes af de ejere, der opnår fordele derved, uanset om de pågældende har stemt for projektet eller ej.
- Salg af fællesejendom, herunder inddragelse af bagtrappeareal, dele af lofts-, eller kælderrum og lignende til enkelte af ejerlejlighederne eller salg af en ejerlejlighed tilhørende ejerforeningen. Som en del af godkendelsen af en sådan disposition kan generalforsamlingen beslutte, at fordelingstallene skal justeres, så en erhververs fordelingstal fremover svarer til ejerlejlighedens forholdsmæssige andel uanset fordelingstallet for det overdragne fællesareal eller ejerlejlighed.
- Indgåelse af aftaler om eksklusiv brugs- eller benyttelsesret til fælles ejendom såsom leje eller brug af kælderrum, loftsrum, parkeringspladser eller lignende, hvis retten gøres uopsigelig i mere end 5 år.
- Beslutning om indretning af nye tagboliger på fællesejendom, jf. ejerlejlighedslovens § 5, stk. 7.
§ 5.6. Vedtages et forslag efter §§ 5.4-5.5 ikke med det fornødne flertal på generalforsamlingen, men har det på generalforsamlingen opnået tilslutning fra mindst 2/3 af de repræsenterede ejere efter fordelingstal og antal, afholdes der ekstraordinær generalforsamling inden 8 uger. På den ekstraordinære generalforsamling kan forslaget, uanset antallet af repræsenterede ejere, vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer efter fordelingstal og antal.
§ 5.7. Beslutninger om salg af større grundarealer eller betydelige fælles bestanddele, der ikke medfører, at den enkelte ejerlejlighedsejers forpligtigelser over for ejerforeningen forøges, kan træffes med tilslutning fra mindst 9/10 af ejerne i foreningen efter fordelingstal og antal.
§ 5.8. Vedtægtsændringer og beslutninger, hvorved retsstillingen mellem ejerne forskydes, og beslutninger, der medfører indskrænkninger i særrettigheder, eller medfører, at ejerne pålægges yderligere forpligtelser, kræver samme flertal som de vedtægtsændringer, der omfattes af § 5.4, § 5.5 og § 5.7, samt tillige samtykke fra de ejere, hvis retsstilling forringes. Dette gælder dog ikke, såfremt andet følger af ejerlejlighedsloven eller normalvedtægtens § 5.4, §5.5 og § 5.7, herunder at der foretages mindre, nødvendige justeringer af fordelingstal, hvor beslutninger efter § 5.7 nødvendiggør det.
§ 5.9. Der må på generalforsamlingen ikke træffes beslutning, som åbenbart er egnet til at skaffe visse ejere eller andre en utilbørlig fordel på andre ejeres eller ejerforeningens bekostning. Tilsvarende gælder for beslutninger, der påfører en eller flere ejere en utilbørlig ulempe.
§ 6. Ordinær og ekstraordinær generalforsamling
6.1. Hvert år afholdes inden udgangen af april måned ordinær generalforsamling.
6.2. Dagsordenen for denne skal som minimum omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent.
- Aflæggelse af årsberetning for det senest forløbne år.
- Forelæggelse til godkendelse af revisorpåtegnet årsregnskab.
- Forelæggelse af vedligeholdelsesplan for ejendommen til godkendelse.
- Forelæggelse til godkendelse af budget.
- Forslag fra bestyrelse eller medlemmer, jf. § 7.2 og § 8.1.
- Valg af formand for bestyrelsen, jf. §11.2 og § 11.3.
- Valg af andre medlemmer til bestyrelsen.
- Valg af suppleanter.
- Valg af administrator.
- Valg af revisor.
- Eventuelt.
6.3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen eller foreningens revisor finder anledning dertil, eller når mindst 1/4 af ejerforeningens medlemmer efter antal eller efter fordelingstal begærer det, eller når en tidligere generalforsamling har besluttet det.
§ 7. Indkaldelse til Generalforsamling
7.1. Ordinær generalforsamlingen indkaldes skriftligt af bestyrelsen med et varsel på mindst 3 og højst 6 uger. Ekstraordinær Generalforsamling kan dog indkaldes skriftligt af bestyrelsen med et varsel på mindst 2 uger.
7.2. Indkaldelsen skal angive tid og sted for generalforsamlingen samt dagsordenen. Forslag, der agtes stillet på generalforsamlingen, skal fremgå af indkaldelsen. Årsregnskab og budget gøres tilgængeligt sammen med indkaldelsen eller senest 1 uge før den ordinære generalforsamling.
§ 8. Emner, forslag og stemmeberettigede ved Generalforsamling
8.1. Ethvert medlem har ret til at få et angivet emne eller forslag behandlet af generalforsamlingen. Begæring om at få et emne eller forslag behandlet af den ordinære generalforsamling må være indgivet senest 2 uger før generalforsamlingen. Såfremt et forslag modtages rettidigt, gøres forslaget tilgængeligt for medlemmerne senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.
8.2. Ændringsforslag kan stilles på generalforsamlingen.
8.3. Der kan ikke træffes bindende beslutning om punkter, der ikke er optaget på dagsordenen, medmindre alle stemmeberettigede er til stede.
8.4. Følgende har adgang til generalforsamlingen:
- Enhver ejer i ejerforeningen.
- Myndige medlemmer af en ejers husstand.
- Myndige personer, som en ejer har givet fuldmagt til at møde.
- Bisiddere eller rådgivere for ejere.
- Ejerforeningens administrator og revisor.
- Bestyrelsens bisiddere eller andre personer indkaldt af bestyrelsen.
8.5. Enhver ejer i ejerforeningen har stemmeret på generalforsamlingen. Stemmeretten kan udøves af ejerens ægtefælle/samlever. Stemmeretten kan desuden udøves af en myndig person eller ejerforeningens bestyrelse, som ejeren har givet skriftlig fuldmagt. Ejes en ejerlejlighed af et selskab, kan stemmeretten udøves af en fysisk person, der er ansat hos og repræsenterer ejeren. En ejer kan kun afgive én stemme pr. afstemning i henhold til fuldmagt fra en anden ejer.
8.6. For ejerlejligheder, der ejes af flere, tilkommer stemmeretten ejerne i forening. Er alle medejere ikke til stede på generalforsamlingen, anses de fremmødte medejere for bemyndiget til at stemme på alle medejeres vegne, medmindre de fraværende medejere inden generalforsamlingens begyndelse har meddelt bestyrelsen andet..
§ 9. Dirigent og beretning
9.1. Generalforsamlingen vælger selv sin dirigent, der ikke behøver at være ejer af en ejerlejlighed i ejerforeningen.
9.2. I en af bestyrelsen autoriseret protokol optages en kort beretning om forhandlingerne på generalforsamlingen. Beretningen underskrives af dirigenten og formanden for bestyrelsen. Kopi af beretningen gøres tilgængelig for medlemmerne senest 4 uger efter generalforsamlingen.
§ 10 Generalforsamlinger uden fysisk fremmøde
10.1. Digital generalforsamling kan efter bestyrelsens beslutning, erstatte fysisk fremmøde på en generalforsamling. Det skal være en enig bestyrelse, der foretager denne beslutning. Digital generalforsamling kan især afholdes, hvor ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, fordi 2/3 af samtlige stemmeberettigede såvel efter antal som efter fordelingstal ikke var repræsenteret på første generalforsamling, og forslaget derfor skal til afstemning på en ny generalforsamling. I stedet kan afstemningen om forslaget ske ved, at medlemmerne afgiver brevstemme enten som afstemning på papir, via e-mail eller via digital afstemning via internettet. Bestyrelsen eller administrator skal sende en anmodning til medlemmerne om at afgive stemme. Anmodningen skal indeholde beskrivelse af, hvad der stemmes om, hvordan afstemningen skal foregå, og hvornår afstemningen slutter. Resultatet af afstemningen gøres tilgængeigt for medlemmerne senest en uge efter afstemningens afslutning
10.2. Bestyrelsens beslutning skal være begrundet og begrundelsen skal fremgå af indkaldelsen.
10.3. Af indkaldelsen skal også fremgå, at de medlemmer som er fritaget for digital kommunikation, har krav på at blive tilbudt deltagelse ved personligt fremmøde et nærmere angivet sted som ikke må ligge udenfor den kommune hvor ejerforeningens ejendom er beliggende.
10.4. Det – eller de medlemmer- som i henhold til lov er fritaget for digital kommunikation, kan betragtes som lovligt indkaldt til en digital generalforsamling, hvis bestyrelsen over for dirigenten kan dokumentere, at medlemmet skriftligt har frasagt sig deltagelse eller, at vedkommende medlem i øvrigt er repræsenteret på generalforsamlingen i henhold til meddelt fuldmagt til et andet medlem.
10.5. Samtidig med indkaldelsen skal oplysning om den digitale platform fremgå, herunder vejledning i hvordan medlemmet tilmelder sig og aktivt kan deltage under generalforsamlingen.
10.6. Det er bestyrelsen, som bestemmer, hvilken digital platform man ønsker at anvende. Den digitale platform skal som minimum kunne håndtere fremmøderegistrering, dagsordenfremvisning, debathåndtering og afstemningsregistrering.
§ 11. Bestyrelsen
11.1. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen. Den består af 4 medlemmer foruden formanden, der vælges særskilt. Desuden vælges 2 suppleanter. Valgbare som formand, medlemmer af bestyrelsen og som suppleanter er kun ejerforeningens medlemmer samt deres myndige husstandsmedlemmer. Kun et medlem pr. ejerlejlighed kan samtidigt sidde i bestyrelsen.
11.2. Bestyrelsens medlemmer, herunder formanden, vælges for en 2-års periode.
11.3. Såfremt et bestyrelsesmedlem, herunder formanden, afgår i valgperioden indtræder en suppleant i bestyrelsen, indtil næste ordinære generalforsamling. Endvidere træder en suppleant ind i bestyrelsen ved et bestyrelsesmedlems meddelelse om længerevarende forfald.
11.4. Findes ingen suppleanter, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling til valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
11.5. Bestyrelsen skal udarbejde en forretningsorden der fastsætter bestemmelser om bestyrelsens udførelse af sit hverv.
11.6. Bestyrelsen vælger en næstformand af sin midte. I tilfælde af formandens forfald virker næstformanden som formand. Der udpeges desuden en sekretær.
§ 12. Bestyrelsens pligter og opgaver
12.1. Bestyrelsen har ledelsen af ejerforeningens anliggender og udfører generalforsamlingens beslutninger.
12.2. Det påhviler bestyrelsen at sørge for god og forsvarlig varetagelse af ejendommens fælles anliggender, herunder betaling af fælles udgifter, tegning af sædvanlige forsikringer (herunder brandforsikring og kombineret grundejerforsikring, tegning af bestyrelsesansvarsforsikring), renholdelse, vedligeholdelse og fornyelser i det omfang, sådanne foranstaltninger efter ejendommens karakter må anses påkrævet. Bestyrelsen fører forsvarligt regnskab over de på fællesskabets vegne afholdte udgifter og oppebårne indtægter, herunder de ejerne afkrævede bidrag til fælles udgifter. Bidragene afkræves med passende varsel. Bestyrelsen udarbejder ligeledes budget for fællesudgifter over kommende år. Desuden udarbejder bestyrelsen en prognose for det efterfølgende år efter budgetåret.
12.3. Bestyrelsen skal sikre en forsvarlig varetagelse af ejerforeningens anliggender, herunder:
- Udarbejdelse af budget og regnskab over ejerforeningens udgifter og indtægter.
- Overholdelse af god skik og orden i ejerforeningen.
- Foretage kontrol med indbetaling af fællesudgifter.
- Tegne sædvanlige forsikringer (herunder brandforsikring, kombineret grundejerforsikring og eventuelt bestyrelsesansvarsforsikring).
- Renholdelse af ejerforeningens fællesarealer
- Udarbejdelse af vedligeholdelsesplan.
- Fornyelse og vedligeholdelse i det omfang, sådanne foranstaltninger efter ejendommens karakter må anses for påkrævede.
- Søge konflikter efter husordenen løst, eventuelt ved ekstern mægling.
- Varetage ejerforeningens interesser i forbindelse med eventuelle pligtige medlemskaber af andre foreninger eller laug, herunder grundejerforeninger, bydelsforeninger, vandlaug, gårdlaug eller lignende.
- Udarbejdelse af en prognose for det efterfølgende år efter budgetåret.
- I tilfælde af uforudsete nødvendige udgifter er bestyrelsen bemyndiget til at opkræve ekstraordinære bidrag fra medlemmerne. Sådanne ekstraordinære bidrag må inden for et kalenderår ikke uden godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling samlet overstige 25% af det på den seneste generalforsamling fastsatte årlige bidrag, baseret på det af generalforsamlingen godkendte driftsbudget.
12.4. Der tegnes bestyrelsesansvarsforsikring, medmindre et flertal på generalforsamlingen bestemmer andet.
12.5. Bestyrelsens beslutninger kan af enhver ejer i ejerforeningen, som afgørelsen vedrører, indbringes for generalforsamlingen. Undtaget er beslutninger efter § 12.4.
§ 13. Bestyrelsesmøder
13.1. Bestyrelsesmøde indkaldes af formanden eller i hans forfald af næstformanden, så ofte anledning findes at foreligge, samt når 2 medlemmer af bestyrelsen begærer det. Samtlige bestyrelsesmedlemmer skal indkaldes.
13.2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden og yderligere mindst 2 medlemmer er til stede.
13.3. Beslutning træffes af de mødende bestyrelsesmedlemmer ved simpel stemmeflerhed. Står stemmerne lige, gør formandens eller i hans forfald næstformandens stemme udslaget.
13.4. Bestyrelsen udarbejder referat fra bestyrelsesmødet. Referatet godkendes senest på det efterfølgende bestyrelsesmøde af de bestyrelsesmedlemmer, der har deltaget i mødet, og kopi af referatet gøres herefter tilgængeligt for medlemmerne.
§ 14. Bestyrelsens kommunikation med medlemmerne
14.1 Al kommunikation mellem ejerforeningen og ejerne, herunder indkaldelse til generalforsamling, fremsendelse af fuldmagter og forslag, udsendelse af referater og påkrav, kan ske digitalt ved e-mail eller andet almindeligt anerkendt elektronisk medie.
14.2. Ejerne har pligt til at orientere ejerforeningens bestyrelse eller en eventuel administrator om den elektroniske adresse, der kan bruges til kommunikation med ejeren. Ved ændringer i ejerens elektroniske adresse har ejeren pligt til at orientere ejerforeningens bestyrelse eller en eventuel administrator herom. I modsat fald anses indkaldelser mv., som er sendt til den senest oplyste adresse, for at være kommet frem.
14.3. Ejere, som er fritaget fra modtagelse af digital post fra det offentlige, kan mod fremvisning af dokumentation herfor, blive fritaget for den i stk. 1 angivne kommunikationsform.
14.4. Ejere, der har behov for en papirudskrift af meddelelser fra bestyrelsen kan rekvirere en sådan hos bestyrelsen eller en eventuel administrator mod betaling af et nærmere fastsat, rimeligt gebyr.
§ 15. Administration
15.1 Generalforsamlingen vælger en administrator til bistand ved varetagelsen af ejendommens daglige drift.
15.2. Administrator må ikke være ejer i ejerforeningen og må ikke være dennes revisor.
§ 16. Tegningsret
16.1. Ejerforeningen forpligtes ved underskrift af formanden eller næstformanden for bestyrelsen og et andet medlem af denne.
§ 17. Revision
17.1. Ejerforeningens regnskab revideres af en revisor, der vælges af generalforsamlingen. Når det begæres af mindst 1/4 af ejerforeningens medlemmer efter antal eller efter fordelingstal, skal revisor være statsautoriseret revisor.
17.2. Revisor er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted.
17.3. Revisor må ikke være medlem af bestyrelsen og må ikke vælges som kasserer.
17.4. Revisionen skal udføres i overensstemmelse med god revisionsskik, og regnskabet påtegnes af revisor.
§ 18. Årsregnskab
18.1. Ejerforeningens regnskabsår er kalenderåret med mindre generalforsamlingen ved simpelt flertal beslutter andet.
18.2. Årsregnskabet skal indeholde både resultatopgørelse og balance.
18.3. Det af generalforsamlingen godkendte regnskab forsynes med dirigentens påtegning om, at regnskabet er fremlagt og godkendt på generalforsamlingen.
§ 19. Kapitalforhold
19.1. Ejerforeningen skal, bortset fra en rimelig driftskapital, ikke oparbejde nogen formue, men i økonomisk henseende alene hos medlemmerne opkræve de nødvendige bidrag til at bestride ejerforeningens udgifter.
19.2. Det kan dog på en generalforsamling med 2/3-dels majoritet vedtages, at der skal ske henlæggelser til bestemte formål, f.eks. fornyelser, forbedringsarbejder og øvrige istandsættelser, og det kan på generalforsamlingen med 2/3-dels majoritet vedtages, at ejerforeningen optager lån.
19.3. Ved beslutning om låneoptagelses skal der gives medlemmerne ret til frit at vælge at indbetale deres egen andel kontant frem for at deltage i låneoptagelsen.
19.4. Ejerforeningens kontante midler skal være anbragt i anerkendt pengeinstitut eller i børsnoterede stats- eller realkreditobligationer. Dog skal det være administrator tilladt at have en kassebeholdning af en størrelse, som er nødvendig for den daglige drift.
19.5. Beslutning om anvendelse af de opsparede eller ved lån frembragte midler, træffes på generalforsamlingen.
19.6. Den enkelte ejer kan ikke kræve udbetaling af sin andel af ejerforeningens formue ved salg af sin ejerlejlighed.
§ 20. Medlemsbidrag
20.1. Til dækning af ejerforeningens udgifter betaler medlemmerne hver måned i forhold til de for ejerlejlighederne fastsatte fordelingstal fællesbidrag, hvis størrelse fastsættes af bestyrelsen på grundlag af det på den årlige generalforsamling godkendte driftsbudget. Forhøjelse kan ske som fastsat af bestyrelsen i medfør af § 12.3(11).
20.2. Udover fællesbidrag betaler den enkelte ejerlejlighedsejer udgifterne i forbindelse med levering af varme, varmt vand, forbrugsvand og el efter forbrug. Opkrævning, der foretages i rater, sker enten direkte fra forsyningsselskabet eller via ejerforeningen. Tilsvarende opkræves forsikringspræmie, renovation og lignende via ejerforeningen. Ejerforeningen skal – i det omfang der ikke sker direkte afregning fra forsyningsselskabet, og forsyningsselskabet ikke udarbejder regnskab over de enkelte medlemmers forbrug – udarbejde et sådant.
20.3. Ved fremsættelse af påkrav som følge af for sen betaling af pligtige ydelser til ejerforeningen, er ejerforeningen berettiget til at opkræve et gebyr af samme størrelse som det til hver en tid ifølge lejelovgivningen er lovligt at opkræve lejer i påkravsgebyr i medfør af forsinket betaling af leje.
§ 21. Panteret
21.1. Til sikkerhed for ethvert tilgodehavende med tillæg af renter og omkostninger, som ejerforeningen måtte få hos en ejer, herunder for krav efter § 23.4, er vedtægterne tidligere lyst pantstiftende for kr. 41.000 i hver af ejerlejlighederne nr. 1-92 og disse hæftelser vil fremover være knyttet til denne vedtægt.
21.2. Nærværende pantstiftende bestemmelse har karakter og funktion som et skadesløsbrev, og bestemmelsen kan derfor danne grundlag for udlæg i henhold til retsplejelovens bestemmelser herom.
21.3. Panteretten efter § 21.1 respekterer med oprykkende panteret alene de pantehæftelser, byrder og servitutter, der hvilede på de enkelte lejligheder på tidspunktet for tinglysning af panteretten. Panteretten respekterer således ikke efterfølgende låneomlægning, ny eller omprioritering i eller uden for ejerskifte. Ved salg hvor eksisterende lån bibeholdes, skal panteretten fremtidig have 1. prioritet. Det påhviler køber at drage omsorg for, at dette sker senest 1 måned efter overtagelsesdagen.
21.4. Auktionskøber eller dennes transporthaver har pligt til på ny at tinglyse vedtægterne pantstiftende på 1. prioritet, hvis pantet slettes på en tvangsauktion.
21.5. En generalforsamling kan efter vedtægternes regler om vedtægtsændringer beslutte at forhøje det beløb som vedtægterne er tinglyst pantstiftende for.
§ 22. Opsparing til vedligeholdelse og forbedring
22.1. Når det begæres af mindst halvdelen af ejerforeningens medlemmer efter antal eller efter fordelingstal, skal der til bestridelse af de fælles udgifter oprettes en opsparing til vedligeholdelse og forbedring, hvortil ejerne årligt skal bidrage med 10% af de ordinære fællesbidrag.
§ 23. Vedligeholdelse
23.1. Den indvendige vedligeholdelse, forbedring og modernisering af den enkelte ejerlejlighed samt af øvrige områder, hvor ejeren har en eksklusiv brugsret, påhviler de enkelte ejerlejlighedsejere.
23.2. Ved indvendig vedligeholdelse og modernisering forstås såvel maling, hvidtning og tapetsering som vedligeholdelse af gulve, træværk, murværk og puds, som den indvendige side af døre og vinduer, som alt lejlighedens udstyr, herunder elektriske installationer, gas- og vandhaner, nøgler og låse, radiatorer, radiatorventiler og sanitetsinstallationer som tilgangs- og afløbsrør ud til faldstammerne samt al vedligeholdelse og modernisering i lejligheden, som ikke direkte vedrører fællesejendommen.
23.3. Såfremt ejerforeningen efter godkendelse på en generalforsamling foranstalter udført udvendige vedligeholdelses- eller moderniseringsarbejder, hvor det efter ejerforeningens skøn findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at der samtidig hermed udføres følgearbejder i den enkelte ejerlejlighed, er den enkelte ejerlejlighedsejer forpligtet til at lade disse udføre.
23.4. Hvis en ejerlejlighed groft forsømmes, kan bestyrelsen kræve fornøden vedligeholdelse og istandsættelse foretaget indenfor en fastsat frist. Efterkommes bestyrelsens krav ikke, kan bestyrelsen sætte den pågældende ejerlejlighed i stand for ejerlejlighedsejerens regning og om fornødent søge fyldestgørelse i ejerforeningens pant. Om nødvendigt kan bestyrelsen forlange, at det pågældende medlem fraflytter lejligheden, så længe istandsættelse pågår.
23.5. Enhver ejerlejlighedsejer er pligtig at give bestyrelsen eller de af bestyrelsen udpegede håndværkere adgang til sin ejerlejlighed, når dette er påkrævet af hensyn til eftersyn, reparationer, vedligeholdelse, udskiftninger moderniseringer m.v. eller ombygninger, som det påhviler ejerforeningen at udføre. Ejerforeningen skal give et skriftligt varsel på 6 uger.
23.6. En ejer kan kræve adgang til andres lejligheder med henblik på at udføre følgearbejder i forbindelse med foretagelse af ombygningsarbejder eller nødvendigt vedligehold i sin lejlighed, som ikke påfører den, der giver adgang, væsentlige ulemper. Ejeren skal give et skriftligt varsel på 6 uger.
23.7. I tilfælde af skader, hvis udbedring er uopsættelig, har ejerforeningen ret til at få adgang uden varsel.
23.8. Arbejder, der udføres i en lejlighed, skal afsluttes hurtigst muligt og med størst mulig hensyntagen til de ejere, der berøres heraf.
23.9. Der skal ske retablering i sædvanligt og rimeligt omfang, og arbejdet må ikke medføre forandringer i de pågældendes lejligheder, medmindre forandringerne er nødvendige for fagligt korrekt udførelse og ikke er til væsentlig ulempe for den, der skal tåle forandringen. Retablering af ulovlige installationer / indretninger kan ikke kræves.
23.10. Er det med hensyn til arbejder efter §23.6 nødvendigt at foretage destruktive indgreb, kan den berørte ejer, såfremt retableringsomkostningerne skønnes at ville overstige 5.000 kr., kræve, at der stilles passende sikkerhed i form af en anfordringsgaranti, kontant deponering i ejerforeningen eller lignende, før arbejderne kan igangsættes.
23.11. Ejerforeningen foretager forsvarlig vedligeholdelse og fornyelse af alle ejendommens fælles bestanddele, herunder af døre mod fællesarealer, vinduer, ruder, altaner, elevatorer, fælles forsyningsledninger og fælles installationer indtil disses forgreninger ind til de enkelte ejerlejligheder. Ejerforeningens pligt til renholdelse og overfladebehandling af døre mod fællesarealer, vinduer og eventuelle altaner, gælder dog kun den udvendige side af disse.
23.12. Ejerforeningen skal udbedre skader i ejerlejlighederne, der skyldes forhold omfattet af ejerforeningens vedligeholdelses- og fornyelsespligt. Når ejerforeningen foretager reparationer, skal der hurtigst muligt ske retablering i sædvanligt og rimeligt omfang og med mindst mulig gene for ejerne.
23.13. Udfører en ejerforening ikke efter påkrav uopsættelige arbejder, kan enhver ejer for ejerforeningens regning lade sådanne arbejder udføre i det omfang, det er nødvendigt for at afværge truende skade.
§ 24. Modernisering og forbedring m.v. af ejerlejlighed
24.1. Et medlem er berettiget til at ændre, modernisere og forbedre sin ejerlejlighed, herunder flytte eller fjerne ikke bærende skillerum, i det omfang dette ikke er til gene eller medfører udgifter for medejere. Hertil nødvendige rørgennemføringer eller lignende kan dog kun gennemføres med skriftligt samtykke fra de ejerlejlighedsejere, der berøres heraf. Bestyrelsen/generalforsamlingen kan som en undtagelse fra § 5.8 ved almindeligt flertal bestemme, at en ejerlejlighedsejer skal være pligtig at finde sig i rørgennemføringer m.v. mod erstatning for midlertidig og varig gene.
24.2. Såfremt ejeren af den ejerlejlighed, der berøres, kræver det, kan samtykket betinges af, at det medlem, der ønsker arbejdet udført, stiller sikkerhed fra anerkendt pengeinstitut for opfyldelse af samtlige forpligtelser i forbindelse med det godkendte arbejdes udførelse inden arbejdets påbegyndelse. Medlemmet er endvidere forpligtet til at afgive erklæring til bestyrelsen såfremt ingen myndighedersgodkendelse er nødvendig for arbejdernes påbegyndelse og udførelse.
24.3. Medlemmet er pligtig at indhente og bekoste samtlige fornødne tilladelser og godkendelser fra bygningsmyndigheder eller andre og dokumentere dette over for ejerforeningen.
24.4. Ved enhver foretagelse af forbedrings- og / eller moderniseringsarbejder i et medlems ejerlejlighed, er bestyrelsen berettiget til at foretage syn af det udførte, eventuel med fagkyndig bistand. Varsling af et sådant syn skal ske på samme måde som det er anført under § 23.5,
24.5. Ejerne må ikke foretage ændringer, reparationer eller maling af fælles bestanddele eller lade opsætte dørtelefoner, antenner, skilte, reklamer m.m. uden bestyrelsens skriftlige samtykke.
24.6. Ejeren er erstatningsansvarlig for skader forårsaget af installationer, vedligeholdelses- moderniserings- og forbedringsarbejder som denne har foretaget.
24.7. Skyldes en skade tilsidesættelse af ejerforeningens eller et andet medlems vedligeholdelsespligt, jf. § 23, vil den part, der har vedligeholdelsespligten, være ansvarlig for en sådan opstået skade.
§ 25 Ændring af fællesejendom m.v.
25.1. Den fælles vedligeholdelsespligt vedrørende udenomsarealer og øvrige fællesarealer som omfattet af §§ 2.5-2.8, foretages gennem Grundejerforeningen.
25.2. Ejerforeningen respekterer, at Grundejerforeningsområdets fremtoning ikke væsentligt ændres, medmindre de foretagne ændringer foretages i hele grundejerforeningsområdet, således at dette til stadighed har et ensartet præg.
25.3. Den ydre fremtoning af de enkelte bebyggelser i grundejerforeningsområdet må ikke væsentligt ændres eller afviges fra den oprindelige udformning ved opførelsen, medmindre de foretagne ændringer foretages ved samtlige bebyggelser i hele grundejerforeningsområdet, således at den samlede bebyggelse i området til stadighed har et ensartet præg. Således skal bebyggelserne med hensyn til bemaling og materialevalg fremstå ensartet.
25.4. Særindretninger på fælles ejendom som følge af krav om adgangsforhold/ adgangsmulighed for ejere med handicap/høj alder eller lignende skal godkendes af bestyrelsen. Omkostninger til etablering, drift og vedligeholdelse af særindretning samt udgifter i forbindelse med efterfølgende retablering afholdes af den ejerlejlighedsejer, der foranlediger særindretningen etableret.
§ 26. Udøvelse af erhverv fra ejerlejligheden
26.1. Ejerlejlighed kan ikke uden bestyrelsens samtykke benyttes til erhverv.
§ 27. Ordensforskrifter / husorden
27.1. Medlemmet og de personer, der opholder sig i medlemmets ejerlejlighed, må nøje efterkomme de af generalforsamlingen fastsatte ordensregler. Generalforsamlingen fastsætter den gældende husorden med simpelt flertal.
27.2. Medmindre andet særskilt vedtages, er det tilladt at holde almindelige husdyr i mindre omfang, såfremt husdyrholdet ikke er til væsentlig gene for andre ejerlejlighedsejere.
27.3. Bestyrelsen kan beslutte at husdyr skal fjernes hvis det/de er til gene for andre beboere. Ret til at holde servicedyr kan ikke besluttes frataget.
27.4. Fratagelse af retten til at holde husdyr kan kun besluttes som gældende for fremtiden og kun fra det tidspunkt husdyret afgår ved døden.
§ 28. Terrasser
28.1. Ejere af stuelejligheder har enebrugsret og vedligeholdelsespligt til terrassearealerne umiddelbart udenfor den pågældende ejerlejlighed. Der henvises til vedhæftede kortbilag 2.
28.2. Ejere af lejligheder på 6. etage har enebrugsret og vedligeholdelsespligt til tagterrassen, hvortil der er adgang fra 6. etage. For så vidt angår vedligeholdelsespligten bemærkes, at denne kun vedrører overflader og således f.eks. ikke membran.
28.3. For så vidt angår enebrugsretten til terrassearealer for stuelejligheder. jf. § 28.1. kan denne opsiges med 30 års varsel af generalforsamlingen.
28.4. Det påhviler de i §§ 28.1-28.2 anførte ejere løbende at vedligeholde og forny terrasserne med tilhørende afskærmninger/hegn i overensstemmelse med de i §25.2 anførte bestemmelser om ensartet fremtoning.
28.5. Såfremt en ejer af en stuelejlighed/6. etages lejlighed ikke har vedligeholdt og/eller fornyet sin terrasse til et i henhold til bestyrelsen acceptabelt niveau, kan bestyrelsen pålægge ejeren at udføre det pågældende arbejde. Såfremt arbejdet ikke er gennemført senest 4 uger efter påbuddet, kan bestyrelsen for den pågældende ejers regning foranledige arbejdet udført.
§ 29. Udlejning og udlån
29.1. Ved udlejning af en ejerlejlighed i sin helhed skal ejeren senest samtidig med lejeforholdets begyndelse underrette ejerforeningens bestyrelse om udlejningen/udlån, dens længde og informere om lejers navn og kontaktoplysninger samt om eventuelle ændringer i egne kontaktoplysninger.
29.2. Ved korttidsudlejning forstås udlejning, hvor lejeperioden er kortere end 31 dage. Såfremt ejerforeningen efter § 5.4(2) har truffet beslutning om at forbyde sådan udlejning er en ejer dog alligevel berettiget til at foretage korttidsudlejning med op til 4 separate udlejninger og maksimalt for sammenlagt 30 dage i alt pr. kalenderår. Ejeren skal senest samtidig med hver udlejnings begyndelse underrette ejerforeningens bestyrelse om udlejningen, lejerens navn og kontaktoplysninger samt lejeperiodens længde.
§ 30. Bod og misligholdelse
30.1. Ejerforeningen kan pålægge en ejer at betale en bod på op til 10.000 kr., hvis ejeren eller andre, som ejeren har givet adgang til sin ejerlejlighed, gør sig skyldig i grov pligtforsømmelse over for ejerforeningen eller andre ejere i foreningen. Der kan endvidere pålægges bod ved ejerens oftere gentagne misligholdelse trods påmindelse.
30.2. Ejerforeningen kan pålægge en ny bod på op til 20.000 kr., hvis ejeren efter at være pålagt bod fortsætter den grove forsømmelse af sine pligter, som tidligere har medført en bod.
30.3. Beslutning om bod efter § 30.1 og 30.2 træffes på en generalforsamling med tilslutning fra mindst 2/3 af ejerne i foreningen efter fordelingstal og antal. Vedtages et forslag efter § 30.1 ikke med det fornødne flertal på generalforsamlingen, men har det på generalforsamlingen opnået det flertal, som er krævet efter § 30.1 blandt de repræsenterede ejere, kan der afholdes ekstraordinær generalforsamling inden 8 uger. På denne kan forslaget uanset antallet af repræsenterede ejere vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer efter fordelingstal og antal. Ejeren skal senest 2 uger efter generalforsamlingen underrettes skriftligt om generalforsamlingens beslutning. Dette gælder, selv om ejeren har været til stede på generalforsamlingen.
30.4. Ejeren kan inden 6 uger fra modtagelse af skriftlig underretning om en pålagt bod gøre begrundet indsigelse mod denne over for ejerforeningen.
30.5. Modtager ejerforeningen en indsigelse, er det en betingelse for, at ejerforeningen kan fastholde sit krav, at ejerforeningen senest 6 uger efter udløbet af ejerens indsigelsesfrist anlægger retssag om bodens berettigelse.
30.6. Betaling af bod reducerer ikke foreningens eventuelle erstatningskrav mod den pågældende.
§ 31.
Eksklusion
31.1. Ejerforeningen kan ekskludere en ejer, hvis ejeren eller andre, som ejeren har givet adgang til sin ejerlejlighed, gør sig skyldig i særdeles grov pligtforsømmelse over for ejerforeningen eller andre ejere i foreningen. Der kan endvidere ske eksklusion ved ejerens gentagne grove misligholdelse trods påkrav. Eksklusion af en almen boligorganisation forudsætter ud over adfærden hos en eller flere lejere, at den almene boligorganisation tilsidesætter sin forpligtelse i lov om leje af almene boliger til at sikre god ro og orden i ejendommen.
31.2. Beslutning om eksklusion træffes på en generalforsamling med tilslutning fra mindst 2/3 af ejerne i foreningen efter fordelingstal og antal. Vedtages et forslag efter § 31.1 ikke med det fornødne flertal på generalforsamlingen, men har det på generalforsamlingen opnået det flertal, som er krævet efter § 31.1 blandt de repræsenterede ejere, kan der afholdes ekstraordinær generalforsamling inden 8 uger. På denne kan forslaget uanset antallet af repræsenterede ejere vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer efter fordelingstal og antal. Ejeren skal senest 2 uger efter generalforsamlingen underrettes skriftligt om generalforsamlingens beslutning. Dette gælder selv om ejeren har været til stede på generalforsamlingen.
31.3. Det er en betingelse for, at ejerforeningen kan fastholde eksklusionen, at ejerforeningen senest 6 uger fra generalforsamlingens afslutning indbringer beslutningen om eksklusion for domstolene. Dette kan dog undlades, såfremt den ekskluderede inden fristens udløb skriftligt har anerkendt eksklusionen. Endvidere er det en betingelse, at ejerforeningen lader stævningen tinglyse på den ekskluderede ejers ejerlejligheder.
31.4. En ekskluderet ejer skal afhænde sine ejerlejligheder i foreningen inden 6 måneder fra det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig retsafgørelse om eksklusionens berettigelse. Afhændelse må ikke ske til købere eller på sådanne vilkår, at den ekskluderede helt eller delvist må antages at kunne bibeholde sin brugsret over de solgte ejerlejligheder. Er der tinglyst stævning efter § 31.3, skal ejerforeningen tiltræde skødet ved salg.
31.5. Overholder den ekskluderede ikke fristen i § 31.4, kan ejerforeningen kræve, at den ekskluderede indstiller sine salgsbestræbelser. Ejerforeningen kan herefter begære ejerlejlighederne solgt på tvangsauktion. Retsplejelovens regler for tvangsauktion finder anvendelse med de ændringer, som følger af forholdets natur. Ejerforeningens rimelige og sædvanlige udgifter i forbindelse med tvangsauktionen kan kræves betalt ud over budsummen.
§ 32. Overførelse af udlejerbeføjelser
32.1. Er en ejerlejlighed udlejet, og udøver lejeren eller personer, for hvilke lejer er ansvarlig efter lejelovgivningens regler, retsstridig adfærd over for ejerforeningen eller andre ejere i foreningen, er ejerforeningen berettiget til at søge at bringe den uønskede adfærd til ophør direkte over for lejeren. Ejerforeningen skal give ejeren mulighed for at berigtige forholdet inden for tre måneder. Herefter kan ejerforeningen optræde som procespart og indtræde i ejerens beføjelser over for lejeren til at opsige eller ophæve lejemålet.
§ 33. Påtaleret
33.1. Påtaleberettiget er ejerforeningen ved dennes bestyrelse.
§ 34. Tinglysning
34.1. Nærværende vedtægter for Ejerforeningen Øresund Strandpark Etape 5 begæres tinglyst servitutstiftende på ejerlejlighed nr. 1-92 på matr.nr. 1578 Sundbyøster, København.
34.2. Nærværende vedtægter begæres tillige lyst pantstiftende for kr. 41.000,00 på ejerlejlighederne nr. 1-92 på matr.nr. 1578 Sundbyøster, København.
34.3. Med hensyn til de ejendommen og ejerlejlighederne påhvilende servitutter og byrder henvises til ejendommens og ejerlejlighedens blade i tingbogen.