Bestyrelsesmøde 20.10.2026

E/F Øresund Strandpark, Etape 5

Bestyrelsesmøde tirsdag 20. oktober 2026 kl. 19:00

Til stede: Peter Koefoed, Flemming Sørensen, Kenneth Skriver, Sámal Samuelsen og Klaus Rasmussen. Desuden var suppleanterne Dan Løvenholdt og Kirsten Jørgensen til stede.

  1. Valg af referent

Klaus blev valgt som referent.

  1. Godkendelse af referat fra sidste bestyrelsesmøde (er sket online)

Godkendelse er sket online forud for bestyrelsesmødet.

  1. Orientering/status verserende sager
    1. Vandskader i nr. 4 (Peter)

Besigtigelse er nu sket og tilbud er indhentet. Arbejdet vil derfor gå i gang nu. 

  1. Tinglysning af vedtægter (Peter) 

Der er intet nyt endnu – sagen ligger endnu i DEAS juridiske afdeling. Hvis ikke DEAS snart kommer videre, må vi overveje alternative veje frem. 

  1. Ventilationsrensning, manglende lejligheder (Peter) 

SRS instrueret i at koordinere arbejdet for de sidste 9 lejligheder.

  1. Dørklokker 

Problemer vedrører dørklokker (både ude og inde), der af og til ikke virker. Der har dog ikke været nye henvendelser fra beboere siden sidste bestyrelsemøde. P.t. fungerer dørklokkerne altså tilsyneladende som de skal. Men bestyrelsen vil fortsat være opmærksom på eventuelle problemer der måtte opstå.

  1. Cykeloprydning

Arbejdet er igangsat, og strips er sat på alle cykler i området.

  1. Henvendelse om problemer i nr. 7 

Peter gav en opdatering, og problemet er muligvis blevet lidt mindre, men Peter vil fortsat følge med.

  1. Batteribeholder i lille affaldsstation 

Peter har anmodet SRS om at undersøge, om det er muligt at få batteribeholderen tilbage. Tilsyneladende er det kommunens politik fremover at have færre batteriholdere ude – i vores store miljøstation er der fortsat en beholder til brugte batterier.

  1. Grundejerforeningen
    1. Beplantningsplan mv.

Det blev godkendt, at Kirsten kan fremføre ønsker fra E5 på næste GF-møde.

(bl.a.: rosenhækken på hjørnet af Sundby Parkvej og Øresundsvej er alt for bred og bør have samme bredde som i resten af området. Herudover evt. beplantning af nye træer ud mod metroen og evt. udskiftning af enkelte træer, der mistrives)

Det blev også fremført, at GF bør orienteres om, at vedligeholdelsen generelt er under al kritik – bl.a. området yderst mod Amager Strandvej. Også er kvaliteten af hækklipningen under al kritik, og i øvrigt starter hækklipning uden advisering, så beboere, der har parkeret ved hækkene ikke får chancen for at flytte bilerne.

Betonrender ud for nr. 10 er beskadigede/løse og bør udbedres (Klaus adviserer GF). 

  1. Manglende udendørsbelysning ind i mellem 

Relæet slår til tider (uforklarligt) fra. Tidligere har det været opfattelsen, at dette skete ifm regnvejr. I en periode har relæet så fungeret uden problemer, men nu er relæet flere gange slået fra igen – og tilsyneladende ikke forårsaget af regnvejr. Flemming har flere gange været nede for at slå relæet til og forklarede, hvordan dette gøres, så andre bestyrelsesmedlemmer også kan træde til, hvis det sker igen. Vi afventer foreløbig med at sætte noget i gang for at se, om problemet forsvinder af sig selv eller om det eskalerer.

  1. Stillingtagen til hegn udfor Etape 1

GF har gennem længere tid arbejdet med en ydre afgrænsning af GF i i linjen udfor Etape 1 (langs med indkørselsvejen fra Amager Strandvej). Etape 1 føler sig vældig generet af, at der her er stor gennemgang af uvedkommende. Og alle andre steder har GF en ydre afgrænsning i form af beplantning eller hegn.

Tidligere har GF i flere omgange forsøgt at plante hæk, men hver gang er hækken gået ud. Nu er der så blevet indhentet tilbud på opsætning af hegn bestående af stolper og rionet. Dette kan tilsyneladende gøres for en pris på lidt under 60.000 excl. Moms.

I GF er nu opstået uenighed om, hvorvidt dette overhovedet skal gøres. To etaper er imod at bruge flere penge på at skabe en ydre afgrænsning, mens to etaper er for.

Klaus orienterede mere grundigt om sagen, og der var enighed om følgende:

Vi støtter opførelsen af hegn, hvis det kan gøres for (ca.) bemeldte pris. Der forudsættes indhentning af mindst ét alternativt tilbud (for at tage skyldige økonomiske hensyn) samt opnåelse af tilladelse fra kommunen. Klaus vil melde dette tilbage på næste GF-møde.

  1. Økonomi (Flemming)

Økonomien ser fremdeles godt ud. Største usikre post er jo løbende vedligeholdelse, og her er foreløbig brugt ca. 100.000 kroner mod budgetteret 300.000 kroner for hele året. Der er dog nu sat gang i strømpeforing af indvendige nedløbsrør ved nr. 4 (se pkt. 7a, iii), men regnskabet for 2026 kommer forventeligt ud med overskud.

  1. Rengøring/viceværtservice 
    1. Rengøring (Kenneth)

Her er intet nyt, men sommeren giver normalt heller ikke problemer. Vi afventer derfor vintersæsonen, hvor vi vil bedømme kvaliteten af rengøringen.

  1. Vedligeholdelsesplan/vedligeholdelse generelt 
    1. Vedligeholdelsesplan 
      1. Rensning af trappeganges gulvbelægning 

Kenneth er i dialog med SRS om muligheder/omkostninger 

  1. Begrænset maling af trappegang

Se (i)

  1. Tætning af nedløbsrør v. nr. 4 

Strømpeforing er nu sat i værk

  1. Tætning af rørføring i fyrrum (Kenneth)

SRS er sat i gang med tætningen.

  1. BWT vandbehandling 

På GF-møde efterspurgte Klaus de andre etapers erfaring med kalkudskilningsanlæg (to etaper har investeret i sådanne anlæg). Det viste sig dog desværre, at de pågældende etapers repræsentanter i GF’s bestyrelse var ganske uvidende om anlæggenes funktionalitet. Det blev derfor besluttet, at Peter retter henvendelse til formændene for de andre etaper for at få en orientering om deres erfaringer med anlæggene. Klaus forsøger at indhente erfaring fra andre ejerforeninger i nærheden.

  1. E-mail og korrespondance med beboere (Samal)

Nu er mailbokse oprettet, og Sámal har sendt mail ud til bestyrelsesmedlemmerne, der herefter opretter sig i systemet og herefter giver feedback om funktionalitet. Dette bør være ganske enkelt, men der var enighed om, at kommunikationen til beboerne omkring digital må være helt klar og forståelig. Peter påtager sig at udarbejde et udkast til kort, klar og let forståelig kommunikation. Men først vil vi dog gøre vore egne erfaringer internt i bestyrelsen….

  1. Planlægning af næste møde

Tirsdag 5/1-2927 hos Klaus 19:00

  1. Eventuelt.

Andet om GF: Klaus er nylig tiltrådt i bestyrelsen hos GF. Her har de i længere tid arbejdet med at opdatere vedtægterne. Dette er også tiltrængt, eftersom vedtægterne blev vedtaget, da der kun var etableret en enkelt etape.

Men Klaus påpeger et grundlæggende problem i vedtægterne: der afholdes ikke nogen egentlig generalforsamling i GF. Normalt er det en generalforsamling, der vælger bestyrelse: dette er udlagt til de enkelte etaper, som blot meddeler GF, hvem de har valgt til at repræsentere de pågældende etaper. Dette er helt fint. Men ting som vedtægtsændringer og godkendelse af årsregnskab samt budget vedtages på bestyrelsesmøde i GF.

Selve den grundlæggende opbygning af GF synes rodet, men Klaus foreslår et ”quick-fix” for at få en bedre kontrol og en bredere godkendelse af årsregnskab/budget samt vedtægtsændringer og eventuelle andre ting, som normalt henhører under en generalforsamling: at stillingtagen til sådanne ting skal ske i de enkelte etapers bestyrelser, hvor dette for alle etapers vedkommende føres til referat, og hvor etapens repræsentant i GF forpligtes til at stemme i overensstemmelse med beslutningen i vedkommendes egen ejerforening.

Klaus fik opbakning til at fremføre dette i GF 

Opslagstavler: Kirsten fremførte, at opslagstavlerne generelt er i dårlig forfatning. Når vi nu overgår til digital kommunikation med beboerne, bør der tages ny stilling til, hvilke (få) oplysninger, der evt. skal være på opslagstavlerne eller om tavlerne helt kan undværes. Hvis ikke, skal der ske en gennemgang af tavlernes fysiske tilstand, herunder magneterne. I øvrigt var der enighed om, at relevante oplysninger i meget høj grad er let tilgængelig på foreningens hjemmeside, så opslagstavlernes fremtidige relevans skal bedømmes her udfra og naturligvis også i lyset af anvendelsesmulighederne i den nye digitale kommunikation.