Bestyrelsesmøde
Bestyrelsesmøde mandag den 16. oktober 2017 kl. 19.00
Til stede: Flemming Sørensen (FS), Arne Jensen (AJ), Martin Sun Larsen (ML) og Hanne Jørgensen (HJ).Bodil Sørensen (BS), Erik Bremer Sørensen (ES) og Bjarke Juul-Hansen (BJ) havde meldt afbud.
Referat
1. Valg af referent
- FS blev valgt.
2. Godkendelse af referat fra sidste bestyrelsesmøde
- Referat er tidligere godkendt elektronisk. Der var ingen yderligere bemærkninger.
3. Orientering
- FS og AJ har afholdt møde med Københavns Kommune vedr. en nyindflyttet handicappet beboer i Sundby Parkvej 7. Ejerforeningen har herefter accepteret, at kommunen etablerer dørautomatik på hoveddøren og at der etableres strømudtag på terrassen og opsættes en ny havelåge. Det er samtidig accepteret, at en elscooter indtil videre kan stå under trappen i dagtimerne.
- Der er udskiftet en motor i det centrale ventilationsanlæg i Sundby Parkvej 10.
4. Nyt fra grundejerforeningen
- HN Service er rykket for udskiftning af udgåede bøgeplanter.
- Den af ejerforeningen opsatte hjertestarter er betalt af grundejerforeningen. Det er grundejerforeningens opfattelse, at der ikke er behov for flere hjertestartere i området.
- Der er ikke opnået enighed om etablering af et nødtoilet i bebyggelsen. Punktet er herefter sat i bero.
- Der er sket afrensning af fliser foran indgangene på grundejerforeningens regning.
5. Økonomi
- Med baggrund i en negativ rente på 0,55 % på ejerforeningens konti i Danske Bank er der indhentet tilbud i Arbejdernes Landsbank. Banken har meddelt, at de fortsat har positiv rente på foreningskonti, men at det er en forudsætning, at de også overtager kassekreditten på den løbende drift. Ejerforeningen arbejder videre med tilbuddet.
- Det blev besluttet, at udbetale skattefri bestyrelseshonorar på 3.700 kr. til formanden og næstformanden samt ES, som tovholder på Skanskaprojektet. Det blev samtidig besluttet, at kompensationsbeløbet for afholdelse af bestyrelsesmøder forhøjes fra 250 kr. til 400 kr.
6. Rengøring
- Der var ingen bemærkninger.
7. Bioaffald
- BS har holdt møde med Kommunen vedr. bioaffald, hvor der bl.a. blev drøftet placering af biobeholdere. Ifølge kommunen vil en placering i skralderummene være meget sårbar. Kommunen foreslår til gengæld, at biobeholderne etableres i lokale bolignære affaldsskjul. Det blev besluttet, at ejerforeningen indtil videre siger nej tak til biobeholdere og affaldsskjulere i området.
8. Radon
- Med baggrund i de tidligere foretagne målinger har BS taget kontakt til en radonkonsulent. Måleresultaterne var efter hans opfattelse fine, også selv om enkelte målinger var marginalt højere end den nye grænseværdi – og hans anbefaling gik alene på god daglig udluftning. BS har udarbejdet udkast til en skrivelse til uddeling til stuelejlighederne og til opslag til opgangene. ML sørger for mangfoldiggørelse og uddeling.
9. Røglemme
- Der er taget principiel beslutning om sikring af røglemmene med hjørnebeslag. Inden arbejdet igangsættes og den manuelle ventilation eventuelt tilsluttes vil ejerforeningen i samarbejde med de andre etaper lade en konsulent se på røglemmene.
10. Dørautomatik
- I forbindelse med ønsket om etablering af dørautomatik i Sundby Parkvej 7 har FS og AJ sammen med kommunen set på dørautomatikken i etape 4. FS vil indhente tilbud på etablering af dørautomatik i alle opgange, men bestyrelsen vil dog afvente erfaringerne med dørautomatikken i nr. 7 inden der tages stilling til tilbuddet.
11. Skanska
- Advokat Thomas Damsholt og Holmsgaard A/S har på foreningens vegne sammen med Skanska og Adserballe & Knudsen fået udarbejdet udkast til delforlig og entreprisekontrakt til udbedring af fejl og mangler. Ejerforeningen vil afvente et møde med advokat Thomas Damsholt forinden stillingtagen til det udarbejdede materiale.
12. Ekstraordinær generalforsamling
- Bestyrelsen vil afvente mødet med advokat Thomas Damsholt forinden stillingtagen til eventuel indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling.
13. Næste møde
- Onsdag d. 13. december kl. 19.00 hos ML.
14. Eventuelt
- ML nævnte, at telefonforbindelsen til elevatoren i nr. 3 har været ude af drift i en længere periode. FS vil rykke Otis.