Bestyrelsesmøde
Bestyrelsesmøde tirsdag den 7. marts 2017 kl. 19.00
Til stede: Flemming Sørensen (FS), Arne Jensen (AJ), Erik Bremer Sørensen (ES), Martin Sun Larsen (ML) og Bjarke Juul-Hansen (BJ).
Referat
1. Valg af referent
- FS blev valgt.
2. Godkendelse af referat fra sidste bestyrelsesmøde
- Referat er tidligere godkendt elektronisk. Der var ingen yderligere bemærkninger.
3. Orientering
- I forbindelse med en syns- og skønssag i en sag om gulvvarme har køber og sælger ønsket, at der blev foretaget temperaturmålinger af både det fremførte vand og returvandet. FS har accepteret adgang til varmecentralen.
- Bestyrelsen har modtaget en anmodning om stillingtagen til sammenlægning af 2 lejligheder. Anmodningen blev dog trukket tilbage, idet kommunen meddelte afslag med henvisning til, at arealet af den sammenlagte lejlighed ville overstige 150 m2.
- FS har uopfordret modtaget et tilbud på montering af dørautomatik til åbning og lukning af yderdørene mod parkeringspladsen. Systemet er under etablering i etape 4 og skulle give en mere nænsom lukning. Åbning kan ske både elektronisk og med nøgle. Prisen vil være ca. 20.000 kr. pr. opgang. Bestyrelsen ønsker ikke på nuværende tidspunkt at investere i et nyt dørlukkesystem, men vil følge projektet i etape 4.
- AJ oplyste, at Skanska har udbedret en fejl i gulvet i en stuelejlighed.
4. Nyt fra grundejerforeningen
- Der har været afholdt tøndeslagning på Grønningen. Arrangementet var en succes.
- Der er fortsat problemer med at få bøgeplanterne tættest på muren til at gro – specielt på nordsiden. Grundejerforeningen vil i forbindelse med genplantning bede HN Service om at lave et forsøg ved etape 5 med udskiftning af jord og/eller dræning.
- Der er fortsat diskussion om hækkenes højde og højden på evt. skure og hegn. Det er nu præciseret, at højden på skure og hegn ikke må overstige højden på hækken – som maksimalt må være 1,80 m. Der er ikke i grundejerforeningen taget stilling til lovligheden af hegn eller skure, idet reglerne herfor fastsættes i husordenen for de enkelte ejerforeninger.
- Der er forslag om udskiftning af lys i master ved vej og sti til LED-lys. Der er endvidere fremsat ønske om større lysstyrke. Bestyrelsen for etape 5 kan gå ind for udskiftning til LED-lys, men kan ikke gå ind for større lysstyrke.
5. Den lille miljøstation
- Københavns Kommune har meddelt afslag på ansøgningen om byggetilladelse til opførelse af en ny miljøstation og har samtidig fastholdt det tidligere fremsendte påbud om at fjerne den lille miljøstation og reetablere området. Begrundelsen for afslaget er, at miljøstationen opføres på et areal, som oprindelig er udlagt til grønt område, og at det er meget tæt på et bevaringsværdigt træ. Skanska vil nu blive bedt om at fjerne miljøstationen og reetablere området. FS har lavet opslag til opgangene med en henstilling til beboerne om at aflevere flasker, papir, pap og hård plast m.v. i den store miljøstation ved etape 1.
6. Økonomi
- Udkast til regnskab viser overskud på 26.000 kr. mod et budgetteret underskud på 200.000 kr. Differencen skyldes positive afvigelser på udgifter til advokat og teknisk rådgiver, renovation og løbende vedligehold. Regnskabet blev godkendt.
- Udkast til budget for 2017 er udarbejdet som et nulsumsbudget med udgangspunkt i uændret ejerforeningsbidrag i alle 12 måneder. FS og AJ vil på et budgetmøde med Helle Scharla, DEAS lægge op til, at der igen i år, med baggrund i den store egenkapital, budgetteres med et underskud og en bidragsfri måned i december 2017.
7. Rengøring
- AJ meddelte, at rengøringen umiddelbart er tilfredsstillende. Der er fortsat enkelte beboere, der undlader at tage skostativer og løse sko ind om fredagen og det er aftalt med Sundby Rengøringsservice, at de i så fald må undlade at vaske gulvet.
- FS meddelte, at han overfor Sundby Rengøringsservice havde påtalt den lidt mangelfulde opsamling af papir m.v. i hybenhækkene ud mod Øresundsvej.
8. Radon
- Der er foretaget målinger i 2 stuelejligheder. Sundhedsstyrelsen har netop reduceret grænseværdien fra 200 til 100 bq/m3. I lejligheden over kælderen er der målt værdier nogenlunde svarende til den nye grænseværdi, medens der i den anden lejlighed er målt højere værdier. En god udluftning vil formindske problemet med høje radonværdier. Bestyrelsen vil overveje, om der skal søges rådgivning af en radonkonsulent.
9. Skanska
- Der foreligger endnu ikke en rapport vedr. undersøgelsen af skjulte fejl og mangler. Holmsgaard afventer fortsat svar fra Teknologisk Institut vedr. betonprøverne fra kælderen. Herudover er der lavet forsøg med isolering af altantungerene i en lejlighed og i den forbindelse har der været indsat en datalogger under gulvet til måling af ændringer i temperaturen. Målingerne er endnu ikke analyseret.
10. Generalforsamling
- Generalforsamlingen er fastsat til torsdag d. 20. april 2017 på Sundby Sejl. Helle Schyberg fra Holmsgaard A/S har accepteret igen i år at give et indlæg om de igangværende undersøgelser for skjulte fejl og mangler og forhandlingerne med Skanska.
- FS og AJ er på valg og genopstiller.
11. Næste møde
- Der er ikke fastsat nyt møde.
12. Eventuelt
- ML foreslog, at vi igen undersøgte mulighederne for at få en hjertestarter i området. Vi har tidligere fået afslag fra Trygfonden. ML vil nu undersøge hvad det vil koste at få opsat en hjertestarter på foreningens regning.