Bestyrelsesmøde

Til stede: Flemming Sørensen (FS), Arne Jensen (AJ), Bodil Sørensen (BS), Hanne Jørgensen (HJ), Martin Sun Larsen (ML) og Erik Bremer Sørensen (ES).

Referat

1.  Valg af referent

  • FS blev valgt.

2.  Godkendelse af referat fra sidste bestyrelsesmøde

  • Referat godkendt.

3.  Orientering

  • Der er konstateret en mindre vandskade ved et vinduesparti i en gavllejlighed i blok 10 mod øst. Skanska har accepteret at se på sagen.  
  • En beboer har med en mail orienteret om, at hun har set vand på gulvet i en sidegang i kælderen i forbindelse med kraftig regn d. 21. november 2015. Vandet var fordampet næste dag, men vores tekniske rådgiver og advokat er orienteret.
  • En beboer har klaget over kolde gulve i en stuelejlighed beliggende over kælderen. Vi har meddelt, at vi i forbindelse med en generel undersøgelse af kuldebroer og isolering vil medtage den pågældende lejlighed i undersøgelsen – se punkt 9. 
  • En beboer har stillet spørgsmål vedr. radonudsivning i vores område. BS vil undersøge mulighederne for en måling i en eller flere stuelejligheder. 

4.  Nyt fra grundejerforeningen

  • Der er intet nyt vedr. den lille miljøstation. Skanska har forsøgt at få et møde i stand med Affald og Genbrug for at få klarlagt Kommunens krav til en permanent miljøstation. Affald og Genbrug er endnu ikke vendt tilbage med en mødedato.  
  • Der er forslag om overdækning af den store miljøstation grundet fortsatte besøg af ubudne gæster, som roder i containerne. Hvis miljøstationen overdækkes er vi nødt til at have mobile flaskecontainere svarende til dem i den lille miljøstation. Der indhentes tilbud.
  • Der er fortsat problemer med lyset udendørs, idet flere relæer slår fra i fugtigt vejr. Problemet er pt størst i etape 3 og 5.
  • Der er af 2 beboere fremsendt en forespørgsel om muligheden for opstilling af ladestandere til elbiler. Bestyrelsen har indhentet materiale fra en udbyder ved navn Clever, og vil i øvrigt undersøge, hvilke muligheder, der ellers findes. 

5.  Økonomi

  • En budgetkontrol for 2015 viser et foreløbigt resultat på 26.000 kr. mod budgetteret minus 128.000 kr. Differencen skyldes primært en ekstraordinær udbetaling på 117.000 kr. fra Grundejerforeningen.
  • FS videresender udkast til regnskab for 2015 og budget for 2016, så snart det foreligger. FS og AJ tager til budgetmøde hos DEAS d. 24. februar 2016.                         

6.  Rengøring

  • ML udarbejder nyt udkast til skrivelse vedr. opbevaring af løbehjul, legeredskaber og andre effekter, som, i henhold til husordenen, ikke må stå i opgangene. 
  • BS oplyste, at det var et problem med løse blade i opgangene. FS vil tage kontakt til Sundby Rengøringsservice med henblik på regelmæssig opfejning af løse blade foran opgangene.

7. Lys i opgange

  • Bestyrelsen var tilfredse med det etablerede LED-lys i opgangene. Der blev dog udtrykt kritik af elektrikeren, som ikke havde været i stand til at skaffe en lift til udskiftning af pærerne i de højtsiddende lamper indenfor indgangsdørene – og derfor ikke kunne leve op til det afgivne tilbud.

8.  Fibernet

  • ML oplyste, at udviklingen formentligt var løbet fra det hensigtsmæssige i etableringen af fibernet i ejendommen, idet teknologien stadig mere skifter til trådløs kommunikation. ML oplyste samtidig, at YouSee i vores område nu tilbyder 300/60 Mbit internet via antennestikket og det skulle dække behovet – også for folk, der arbejder hjemme. Bestyrelsen overvejer nu om der skal indhentes tilbud. 

9.  Ejendommen

  • Der er lavet aftale med advokat og rådgivende ingeniør med henblik på en yderligere undersøgelse af ejendommen for skjulte fejl og mangler inden udløb af 10 års fristen. 
  • Der er konstateret vand i kælderen i 3 omgange – mest i forbindelse med skybruddet d. 2. juli 2011. Skanska blev dengang orienteret og kælderen er fortsat under opsyn. Der har været tale om begrænset vandindtrængen, men bestyrelsen frygter, at problemet kan blive større, når grundvandstanden igen stiger. Grundvandstanden har i flere år været holdt kunstigt nede i forbindelse med byggeri på den anden side af Øresundsvej. Der er indtil videre gennemført en undersøgelse af sokkelmembranen, som viste, at membranen ikke var ført så højt op som foreskrevet.
  • Med baggrund i enkelte klager over kolde gulve er det aftalt at lave en overflademåling af temperaturen på gulvene i 6 udvalgte lejligheder. Der vil efterfølgende blive taget stilling til, om der skal laves en destruktiv undersøgelse af isoleringen – bl. a. ved altantungerne.
  • Sundby Rengøringsservice har meddelt, at der tillige kan være problemer med glaspladerne opsat over vinduerne. Det undersøges nærmere. 

10. Vedligeholdelsesplan

  • I vedligeholdelsesplanen er der for 2016 nævnt en gennemgang af tag og murværk. Det blev vedtaget at gennemføre en gennemgang af taget. En omfugning af murværket blev til gengæld udsat foreløbigt til 2017. 

11.  Generalforsamling

  • Generalforsamlingen er planlagt til onsdag d. 13. april 2016 kl. 19.00 på Sundby Sejl. FS har bestilt lokale.

12.  Næste møder

  • Bestyrelsesmiddag er fastsat til d. 4. februar 2016. AJ bestiller bord på Kareten. 
  • Næste bestyrelsesmøde afholdes tirsdag d. 8. marts 2016 kl. 19.00 hos HJ.

11. Eventuelt

  • BS meddelte, at hun havde observeret mus i køkkenet.