Bestyrelsesmøde

Til stede: Flemming Sørensen (FS), Arne Jensen (AJ), Bodil Sørensen (BS), Martin Sun Larsen (ML) og Hanne Jørgensen (HJ)

Afbud: Erik Bremer Sørensen og Morten Hansen

Referat

1.  Valg af referent

  • FS blev valgt.

2.  Godkendelse af referat fra sidste bestyrelsesmøde

  • Referat godkendt.

3.  Orientering

  • Der er gennemført eftersyn af ventilationsanlægget. Der er konstateret mislyd ved 5 motorer og Logic Air anbefaler udskiftning af lejer ved næste eftersyn om et år. 
  • Ejerforeningen har accepteret DEAS`s tilbud på udarbejdelse af vedligeholdelsesplan. DEAS vil foretage en besigtigelse af ejendommen i løbet af oktober måned.
  • DEAS har tilbudt at gennemføre en digitalisering af ejerforeningens vedtægter. Pris 1.500 kr. Tilbuddet er accepteret.
  • FS har rykket Skanska for en udbedring af den defekte mursten i gavlen ved nr. 7. Skanska har allerede ult. december 2012 accepteret at udbedre skaden, men det er endnu ikke sket. 

4.  Nyt fra grundejerforeningen

  • Grundejerforeningen har afgivet høringssvar vedr. Lokalplanforslag Lergravsvej.
  • Skanskas advokat har fremsendt en skrivelse med ønske om, at Skanska udtræder af grundejerforeningen. Grundejerforeningen er af den opfattelse, at vi har et udestående med Skanska f.s.v. angår den lille miljøstation, idet den er opført på baggrund af en tidsbegrænset dispensation. For at undersøge om der er andre juridiske aspekter, vi skal være opmærksomme på, er anmodningen videresendt til advokat Thomas Damsholt til udtalelse.
  • Der foretages fortsat klunsning m.v. i den store miljøstation og det er derfor besluttet at foretage en yderligere lukning med en forhøjelse af gitteret for at hindre adgang.
  • Det er fortsat et problem at der hensættes storskrald ved den store miljøstation. Det koster penge at få det fjernet og herudover skal Jimmi betale et gebyr for at aflevere det på genbrugsstationen. Der etableres fælles afhentning af storskrald midt i oktober i lighed med tidligere år.

5.  Økonomi

  • Budgettet følges pænt. 

6.  Rengøring

  • Der er foretaget hovedrengøring. Pudsning af vinduer vil afvente, at de mange edderkopper bliver mindre aktive.
  • BS har skrevet til LIDL med forslag om at der opsættes en ekstra udendørs skraldespand for at begrænse papiraffald m.v. i vores område.

7.  Forsikringsforhold

  • Med baggrund i en selvrisiko på 5.000 kr. pr. skade har ejerforeningen bedt Codan om at overveje en ændring af forsikringen, således at glaskeramiske kogeplader og sanitet i de enkelte lejligheder ikke er omfattet af forsikringen. Codan har foreslået, at forsikringen bibeholdes som den er, men at det i vedtægterne anføres, at der ikke modtages anmeldelser for skader på ovennævnte effekter. Ejerforeningen overvejer fortsat hvilken løsning der vælges. Såfremt der sker en ændring i forsikringsvilkårene vil ejerforeningen anbefale beboerne at sikre sig, at de er dækkede i henhold til deres indboforsikringer.

8.  YouSee

  • Med baggrund i en generalforsamlingsbeslutning er der nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at undersøge ejerforholdene til foreningens TV-infrastruktur og samtidig arbejde for at få inddrevet de rabatter, som YouSee har lovet ejerne. Ifølge ML er det endnu ikke lykkedes at få afholdt det første møde i gruppen. FS sender en skrivelse til arbejdsgruppens medlemmer. 

9.  Revidering af husorden

  • Det er besluttet, at der skal ske en ajourføring af ejerforeningens husorden. AJ og ES udarbejder forslag til ændringer til næste bestyrelsesmøde. Den ajourførte husorden skal fremlægges på næste generalforsamling til godkendelse.

10. Beboerhenvendelser

  • En beboer har i en skrivelse påpeget, at der i enkelte tilfælde er sket overtrædelse af husordenen og har endvidere foreslået flere ændringer. FS og AJ vil påtale inddækning af altan og opsætning af genstande på muren. De foreslåede ændringer af husordenen vil blive overvejet i forbindelse med ovennævnte ajourføring. 

11. Medlemskab af ”Fugl og Fisk”

  • En beboer har stillet forslag om, at ejerforeningen tegner medlemskab af foreningen ”Fugl og Fisk”. Foreningen ejer en båd i Sundby Sejl og medlemskabet giver ejerforeningens medlemmer fortrinsret til tidsbestilling og til indstilling af skippere. Kontingent pt. 1.000 kr. Bestyrelsen vil positivt overveje forslaget. 

12. Lokalplanforslag Lergravsvej

  • Bestyrelsen bakker op om grundejerforeningens høringssvar og vil derfor ikke fremsende et selvstændigt høringssvar. Bestyrelsen anbefaler til gengæld, at så mange beboere som muligt indsender egne høringssvar. FS og BS har deltaget i 2 borgermøder indkaldt af hhv. Københavns Kommune og Amager Øst Lokaludvalg.

13. Næste møde

  • Torsdag d. 21. november 2013 kl. 19.00 hos ML.

14.  Eventuelt

  • HJ var ikke helt tilfreds med olieringen af altanrækværket.
  • HJ nævnte, at der var konstant lys i kælderen. FS kontakter Jimmi.
  • AJ foreslog, at der opsættes en opslagstavle i opgangene under trappen. AJ indhenter løsningsforslag. 
  • AJ efterlyste nyt fra Rafn & Søn vedr. nedsættelse af den afgiftspligtige grundværdi. FS meddelte, at der ikke foreligger nyt i sagen og at der formentligt vil gå lang tid før der foreligger en afgørelse.