Bestyrelsesmøde

Sundby Parkvej, Etape 4

Referat af bestyrelsesmøde den 28. februar 2017

Til stede hos Leif: Leif, Kurt, Stine, Susanne og Morten samt Lasse Flindt Kristiansen fra Rambøll

1. Referater fra foregående møder

Der har været afholdt følgende møder:

Bestyrelsesmøde d. 10/1-2017 (BHM 03) hos Keld. Eneste punkt var renoveringssagen og Lasse fra Rambøll har skrevet referat. Referatet uploades ikke da mødet kun handlede om strategi mv. i forhold til Skanska og totalentreprisekontrakten med Adserballe & Knudsen.

Møde d. 16/1-2017 (BHM04) hos advokat Thomas Damsholt vedr. renoveringssagen. Lasse fra Rambøll har skrevet referat. Referatet uploades ikke da mødet kun handlede om strategi mv. i forhold til Skanska og totalentreprisekontrakten med Adserballe & Knudsen.

Bestyrelsesmøde d. 15/2-2017 hos Kurt, hvor Lasse fra Rambøll også deltog. Endnu et møde om renoveringssagen. Resultatet var beboerinformation nr. 2, som via DEAS blev udsendt til alle ejere og blev hængt op i alle opgangene.

2. Renoveringssagen

Kompleksiteten i sagen er stor idet der efter en lang syns- og skønssag ligger vældig mange dokumenter og et delforlig, der har dannet baggrund for Skanskas erstatning. Delforliget og de dertil hørende bilag er dog ikke detaljerede nok til at indgå en aftale om udførelsen med en totalentreprenør. I den kommende tid skal vi derfor med Rambølls og adv. Thomas Damsholts hjælp opbygge et sikkert grundlag, så vi kan indgå en aftale med totalentreprenøren A&K.

Rambøll afventer redigeret oplæg fra Thomas Damsholt (TD) til totalentreprisekontrakten med Adserballe & Knudsen. TD redigerer ud fra notat fra Rambøll og møde afholdt hos TD d. 16/1-2017. Lasse rykker TD.

Når Rambøll har modtaget oplægget afholdes møde med TD hos Rambøll.

Lasse/Rambøll har udarbejdet oplæg til datablade, som skal anvendes i forbindelse med renoveringsarbejderne. Der skal udarbejdes et datablad pr. lejlighed, og for at teste om indhold og form er OK, har Lasse indtil videre været inde i bestyrelsesmedlemmernes 6 lejligheder, som udgør et væsentligt udsnit af de i alt 13 lejlighedstyper. Lasse tilretter databladene ud fra bestyrelsens kommentarer.

Ud fra disse pre-registreringer udarbejder Lasse datablade for alle 13 lejlighedstyper der findes. Disse skal overleveres til totalentreprenøren og danne grundlag for de efterfølgende kontraktforhandlinger. Totalentreprenøren skal viderebearbejde databladene og i forbindelse med planlægningen og inden udførelsen udarbejde et datablad for hver af de 81 lejligheder.

Ud fra pre-registreringerne står det dog klart, at der er risiko for at omfanget af de nødvendige gulvreparationer som følge af isoleringsarbejderne under gulvene, bliver større end vurderet af syns- og skønsmanden. Dette med risiko for at den tilbudte pris fra totalentreprenøren ikke holder, hvilket skal afklares snarest. Endvidere skal vi være sikre på, at der i renoveringsbudgettet er penge til uforudsete udgifter i størrelsesordenen 10 % svarende til ca. 1 mill. kr.

Der var enighed i bestyrelsen om, at forenkle processen så meget som muligt. Velvidende at der bliver tale om gener for alle beboere (ejere og lejere). Vi vil derfor gå efter en løsning, hvor det kun er det mest nødvendige gulvareal, der skal fjernes og efterfølgende retableres. Dette vil svare til at gulvet langs de store glaspartier mod altanerne skal optages og retableres i afstand af 40-50 cm. Der skal dog tages behørigt hensyn til placering af de eksisterende stød i gulvbrædderne, som ikke må/kan ændres, og at der findes forskellige gulvtyper i de forskellige lejligheder. Der er dog særlige forhold gældende for gavllejlighederne (9 stk.), hvor arbejdsomfanget er langt større og stuelejlighederne (16 stk.), hvor arbejdsomfanget er langt mindre.

Det er aftalt med Skanska at følgende arbejder udføres samtidigt med renoveringsarbejderne i lejlighederne:

  • Isolering bag de matterede glas-blændpartier under alle altaner og over de franske altaner i gavlene
  • Tætning mod vandindtrængen i østgavlen mod Strandvejen
  • Tætning af vandindtrængen i vestgavlen (nr. 12)
  • Radonsikring omkring afløb i stuelejligheder uden kælder under
  • Dokumentation for TB-render i vestgavle

Ovennævnte arbejder er omtalt i delforliget, men ikke indeholdt i totalentreprisekontrakten (A&K) og udføres derfor helt og holdent for Skanskas regning. Skanska udliciterer dog disse arbejder til A&K.

3. Ny vandskade fra tag

Der er konstateret vandskade i lejligheden på 3. sal th. i nr. 11, ref. mail fra Jan Pedersen 26/2-2017. Skaden er tætnet, men ikke nødvendigvis som en permanent løsning.

4. Generalforsamling

Afholdes d. 5/4 kl. 18.30 i Sundby Sejl. Bestyrelsen mødes én time før. Deas indkalder med dagsorden, budget, regnskab og evt. forslag mv.

5. Næste bestyrelsesmøde

Der blev ikke aftalt noget bestyrelsesmøde inden Generalforsamlingen d. 5. april. Det kan dog blive nødvendigt alligevel, afhængig af udviklingen i renoveringssagen.

Referent: Morten