Bestyrelsesmøde

E/F Øresund Strandpark Etape 4 
Onsdag d. 18.05.2022, kl. 18:30 på Couloir

Fremmødte: Behrooz, Keld, Morten, Frank, Marianne, Carina (referent)
Afbud: Heidi

Dagsorden

  1. Refleksion over den lige afholdte generalforsamling
  2. Valg af E4 repræsentant til Grundejerforeningen. Vi SKAL vælge nye repræsentanter
  3. Fordeling af opgaver og ansvar i bestyrelsen
  4. Igangværende sager: status og opfølgning
  5. Opfølgning på referatet fra sidste gang
  6. Henvendelse fra ejerne/beboerne
  7. Forretningsorden: inspiration fra GF
  8. Evt.

Referat

Der blev budt velkommen til de nye suppleanter Frank og Marianne, der deltog på bestyrelsesmødet for første gang. Herefter var der en kort introduktionsrunde.

Ad. 1: Refleksion over den lige afholdte generalforsamling

Ønsker fra beboerne på Generalforsamlingen (kan ses her: https://oresund-strandpark.dk/etape4/wp-content/uploads/sites/3/2022/05/OeSP-E4-Referat-GF27.04.2022-1.pdf) blev gennemgået og behandlet. 

Blødgøringsanlægget
Carina vil undersøge hos HOFOR, hvornår de forventer at igangsætte blødgøring af det vand, der leveres fra vandværkerne. Ligeledes vil Carina undersøge hos Krüger, hvor lang levetid vi kan forvente på blødgøringsanlægget. 

Cykelskur
For at optimere pladsen i cykelskuret vil bestyrelsen i første omgang igangsætte en cykeloprydning til september. Ydermere vil der blive udarbejdet en skitse over, hvordan kapaciteten for cykelparkering i etape 4 kan udvides. På næste bestyrelsesmøde følger vi op på, hvordan vi kommer videre.         

Info om storskrald
Bestyrelsen vil sørge for bedre kommunikation til beboerne, så de i god tid ved, hvornår storskraldscontaineren kommer. Behrooz vil tage forespørgslen videre til Grundejerforeningen, som er ansvarlig for dette.

Dato for Generalforsamlingen skal offentliggøres tidligere / bedre akustik i lokalet
Opfordringen er blevet taget til efterretning. Datoen for næste generalforsamling vil blive meldt ud i god tid. Ligeledes vil formandsberetningen blive sendt ud sammen med indkaldelsen. Bestyrelsen vil også sørge for bedre akustik i lokalet, så alle kan høre, hvad der bliver sagt. Behrooz undersøger, om vi næste gang kan låne en mikrofon, eller evt. selv anskaffe en.

Højere informationsniveau fra bestyrelsen / evt. medlemsmøde til afklaring af tekniske sager
Når referatet fra bestyrelsesmøder bliver lagt på hjemmesiden fremover vil bestyrelsen      sende link til referaterne til beboernes e-mail, således at man ikke selv behøver at lede efter referaterne på hjemmesiden.     

Bestyrelsen vil ligeledes på mail invitere beboerne til at komme med emner til ekstra information og afklaring. Herefter vil der blive taget beslutning, om dette er noget, der kræver et separat møde, eller der kan nøjes med en general information til alle ejere pr. e-mail.      

Tømning af papcontainer
Behrooz vil kontakte Sundby Rengøring for at bestille flere tømninger hos kommunen. Der vil ikke være en øget udgift for dette.

Stibelysning
Marianne kom med forslag til hvid opmærkning af kantstenen ved indkørslen til SPV fra Øresundsvej. Ligeledes skal det undersøges om pærerne i de nuværende lamper kan udskiftes med nogle, der er kraftigere. Behrooz tager dette punkt med videre til GF.

Lamperne ved indgangsdørene til opgangene er også meget svage, og det kan være svært at finde nøglehullet. Keld tager kontakt til Sundby Rengøring for at høre, om de kan sørge for udskiftning af pærerne til nogle kraftigere.

Hæktype / højde
Grundejerforening vil inden længe gå i gang med en omfattende reetableringsplan for de grønne områder, hvor hæktyper sandsynligvis også kommer til at blive berørt.

Vedrørende hækhøjde vil Behrooz undersøge sagen nærmere ved at studere i historiske referater. Hensigten er at fjerne formuleringen ”jf. hegnsloven”  på hjemmesiden (https://oresund-strandpark.dk/etape4/husorden/2/), hvor formuleringen utilsigtet måtte have sneget sig ind. P.t. er hækhøjden 1,80 m som gælder for hele grundejerforeningen.    

Ventilation/udluftning i opgangene (på 4. sal)
Morten vil undersøge, hvad der er af løsninger på dette, og hvad de forskellige tiltag vil koste.

Skur til den lille miljøstation
Behrooz vil kontakte GF for status.

Ad. 2: Valg af E4 repræsentant til Grundejerforeningen

Frank meldte sig som repræsentant i GF. Behrooz deltager dog på mødet d. 23/5, hvor Frank er forhindret.

Ad. 3: Fordeling af opgaver og ansvar i bestyrelsen

Drifts-opgaveliste 

AnsvarsområdeAnsvarlig
NæstformandKeld
Bestyrelsesrepræsentant i GrundejerforeningenFrank
Bestyrelsessuppleant i GrundejerforeningenAfventer     
Referent på bestyrelsesmøderPå skift
Ansvarlig for mailboks etape4@oresund-strandpark.dkBehrooz
Ansvarlig for hjemmeside www.oresund-strandpark.dk/etape4 Behrooz / Carina
Sundby RengøringKeld
OTISHeidi
Ventilation og Varme Logic airMorten
LåsebussenAlle/Sundby Rengøring
ParkeringFrank
VVS og kloakservice Morten
CykeloprydningKeld
El – opgange, kælder, og udeområderKeld
Krüger blødgøringsanlægCarina
Techem varme appCarina
ForsikringssagerHeidi
Tag serviceMorten

Oprydning på hjemmesiden
Indholdet på hjemmesiden trænger til at blive tjekket evt. opdateret, der hvor oplysningerne er forældede. Alle skal kigge på hjemmesiden inden næste møde og tjekke, hvad de mener, der bør slettes/ændres. Det vil således blive et punkt på næste bestyrelsesmøde.

Ad. 4: Igangværende sager: status og opfølgning

Vandindtrængning i kælder
Holmsgaard er, efter sparring med Teknologisk Institut og Christiansen og Essenbæk, kommet med anbefaling til udbedring. A&K har efterfølgende foretaget injiceringer i væggene og gulvet.      Vi krydser fingre for at kælderen nu er vandtæt; det ved vi først, når vandstanden igen kommer op på det høje niveau som tidligere, da vi fik vand ind i kælderen.     Beboerne til de 3 berørte kælderrum kan nu flytte deres ting tilbage i kælderrummene. Sagen er herefter lukket.     

Gavllejligheder mod vest i nr. 12
Der vil d. 24/5 blive foretaget en vandprøve, hvor der vil blive sprøjtet vand med højt tryk mod de franske altandøre, således at man kan se, hvor eksakt vandet kommer ind. Frank vil som repræsentant for bestyrelsen være til stede og sørge for dokumentation.

Kloaker
Holmsgaard har udarbejdet oplæg til udbedring af skader på visse kloakstikledninger, som vi opdagede ved undersøgelse af kloaksystemet i 2021. Holmsgaard vil nu sørge for at indhente tilbud fra 2-3 forskellige entreprenører. Der vil være tale om en overslagspris, da der ikke kan gives en fast pris på en sådan opgave. Vores forsikring vil dække udbedringen af de skjulte rør, men ikke dem, der ligger frit i kælderen. 

Cykelpumpen
Cykelpumpen er stadig ude af drift. Keld vil følge op på sagen hos Kallesøe.

Ad. 5: Opfølgning på referatet fra sidste gang
Intet under dette punkt.

Ad. 6: Henvendelse fra ejerne/beboerne

Der har været en henvendelse fra en beboer (nr. 15, 4. tv.), som i en længere periode har haft grå striber/misfarvninger på ydersiden af sit store stuevindue mod syd. Morten vil forsøge at finde ud af, om der er en forklaring, idet der os bekendt ikke er andre på 4. sal, der har observeret noget lignende. Behrooz vil svare på henvendelsen.

Ad. 7: Forretningsorden: inspiration fra GF

Ejerforeningens forretningsorden er fra 2008 og er tilgængelig på hjemmesiden. Bestyrelsen mener det er tid til at få den opdateret, evt. med inspiration fra den Grundejerforeningen for nylig har udarbejdet. Behrooz vil rundsende denne til kommentarer hos de andre medlemmer af bestyrelsen, og punktet vil komme på dagsordenen til næste bestyrelsesmøde.

Ad. 8: Evt.
Intet under dette punkt.

Næste bestyrelsesmøder:
d. 30. august
d. 25. oktober
d. 11. januar 2023