Formandsberetning 2007-2008

Øresund Strandpark, etape 4

Nu er det første år på Sundby Parkvej snart gået. Vi var mange, der efter flere års venten havde set frem til dagen hvor nøglerne til lejlighederne blev udleveret. For blok 7 var det den 1. juli, mens blok 8 måtte vente til 1. september. Det første stykke tid gik med at flytte ind og lære området at kende. Jeg håber, at alle er kommet godt på plads og trives i vores ejerforening.

At starte en ejerforening op har vist sig ikke at være lige til. Bestyrelsen har haft mange udfordringer, men vi er dog så småt ved at komme på plads. Den bestyrelse der blev valgt på vores første møde, blev i forbindelse med den ekstraordinære generalforsamling den 29. november ændret lidt. Målet med den ekstraordinære generalforsamling var at få valgt en formand. Desuden valgte tre bestyrelsesmedlemmer at fratræde, og tre nye blev valgt ind. Blandt de syv medlemmer af bestyrelsen har vi i dag en formand, en næstformand, en sekretær, to bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter.

Af opgaver som bestyrelsen allerede har løst, kan jeg blandt andet nævne viceværtordning, gartnerordning (sommer og vinter), rengøring og vinduespolering, cykelholdere i cykelskurene. Der er endvidere  udarbejdet husorden og efter hvert bestyrelsesmøde hænger bestyrelsen referater op i opgangen. Der udarbejdes ligeledes nyhedsbreve, når det er relevant. Vi arbejder desuden på at få oprettet en hjemmeside til ejerforeningen. 

Et af vores helt store udstående er Skanska. Vi har stadig en del fejl og mangler på ejendommen og på fællesarealerne, som ikke er udbedret. Vi holder Skanska i kort snor, og håber, at vi kan få sagen afsluttet inden sommer.

Arbejdet i grundejerforeningen forløber også godt. Grundejerforeningen varetager alle fællesområderne i Øresund Strandpark, herunder også vores skraldeområde ved etape 1. Grundejerforeningen arbejder i 2008 videre med det grønne område mellem etape 3 og 4, parkeringsregler, skiltning i området og opsætning af små skraldespande rundt i området.

Bestyrelsen har desværre flere gange kunne konstatere, at ikke alle beboere overholder vores husorden. Dette gælder blandt andet parkering foran indgangsdørene, cykler i opgangene, rygning i opgangene og affald i kælderen.  Formålet med vores husorden er at sikre, at vi alle kan bo og trives i vores ejerforening. Vi beder dig følge den – til glæde for både dig og dine medbeboere.

Tak for bestyrelsens indsat i 2007/2008, både tidligere og nuværende medlemmer.

Tak for et godt år.

På vegne af bestyrelsen,
Lena Nadi Steffensen
Formand